Mogensen: Svært, men chancen er der

Mandag kl. 16.00 løber tigrene på banen i slutspillets sidste kamp og for at sikre tigrenes deltagelse i DM-semifinalerne for tredje år i træk, skal der et point til mod Odense Håndbold.

Cheftræner Claus Mogensen har de seneste dage gjort klar til mandagens opgør mod Odense Håndbold, og han blæser til angreb.
– Det er en vildt spændende kamp, vi går i møde mandag, hvor det er i vores egne hænder at spille os i semifinalen. Der kræves et point, og det er selvfølgelig en svær opgave, for Odense har vist både stor styrke og stabilitet i denne sæson, siger han og forsætter:
– Vi har spillet så mange kampe mod dem, så det er to hold, der kender hinanden rigtig godt, og vi ved, vi har en chance. En ting ligger dog fast, og det er, at vi skal have bedre fat i forsvaret end sidst, hvilket også giver os muligheden for lægge pres på Odense i kontraspillet, og chancen for at spille DM-semifinaler vil vi jagte, siger Mogensen og slutter:
– Jeg håber, at sektion H bliver toneangivende igen i morgen i Odense. Det giver os altid lidt ekstra at have vores fans i ryggen.

Kampen spilles kl. 16.00 i Odense, og den kan ses på TV2Sport fra kl. 15.50.

Kampen kan også følges på Tophåndbold.dk/Kbh