Mogensen: Muligheden er der

København Håndbold møder kl. 14.00 det russiske storhold Lada Togliatti, og efter Vipers i går slog Issy Paris, er der stadig muligheder for at gå videre til kvartfinalen, men det kræver en sejr i dagens opgør. 

Cheftræner Claus Mogensen glæder sig til igen at stå ansigt til ansigt med det stærke russiske hold, Lada Togliatti, som tigrene tabte til med 27-24 på udebane i starten af januar.

– Efter at vi i onsdags blev testet på højeste niveau i noget, der minder om max, så kan vi forvente præcis det samme, når vi i dag møder Lada. At ligge nummer 1 i Rusland er lig med høj kvalitet, og det er et stærkt mandskab, vi møder, forklarer han og forsætter:
– Lada har mange gode spillere, men det er alligevel værd at holde lidt ekstra øje med Daria Dmitrieva. Hun behersker alle spillets facetter, og hun er både en dygtig spilstyrer og en rigtig god afslutter. Vi skal have lidt kontrol over hende for at komme et godt stykke af vejen mod en sejr, siger Claus Mogensen, der dog erkender, at det ikke er nok:
– De har et hold fuld af dygtige individualister, så vi bliver hårdt udfordret på alle positioner. Vi har i løbet af de sidste par dage samlet ny energi efter kraftudladningen i onsdags, der heldigvis gav en sejr, så vi glæder os vildt til endnu en spændende og hård opgave i EHF Cuppen.

Selv om der er andre store sportsbegivenheder i København i dag, så lover vi, at du i Frederiksberg Hallen både får stemning og kan holde varmen. Dørene åbnes kl. 13.00.

Køb billet på ticketmaster.dk