Mogensen mod barndomsklubben

Tirsdag aften skal København Håndbold igen i aktion, og modstanderne er oprykkerne fra Skanderborg Håndbold i HTH Ligaen.

Tigrene er tilbage i Frederiksberg Hallen, hvor der igen er kamp i HTH Ligaen, og cheftræner Claus Mogensen glæder sig til at være tilbage i de lidt mere vante omgivelser, selv om Brøndby Hallen bestemt også er godkendt som hjemmebane.
– Selv om der var taget en lille bid af Frederiksberg Hallen med til Brøndby i lørdags, så bliver det dejligt at komme tilbage i vores egne hule. I lørdagens kamp blev vi virkelig matchet på tempo og intensitet, og netop de parametre er vigtige, vi tager med os videre i morgendagens kamp, da det vil give os et forspring i forhold til de hjemlige modstandere, forklarer Mogensen, der forsætter om Skanderborg Håndbold:
– Morgendagens modstander sørgede for at skabe respekt om sig med deres sejr i lørdags mod Randers. Det var ret imponerende. Vi kommer op mod et disciplineret hold, som er meget afklarede omkring deres koncept, men vi vil kaste lidt grus i deres maskineri, understreger han og slutter:
– Kampen er personligt lidt speciel for mig, da det jo er min barndomsklub. Jeg har stadig min gang i klubben, og jeg kender rigtigt mange folk der, så for mig betyder kampen mere end de 2 point.

Kampen fløjtes op kl. 19.30, og du kan købe billet på ticketmaster.dk