Mogensen: Grundig forberedelse

Onsdag aften skal tigrene i kamp mod Skanderborg Håndbold, og Mogensens tropper har forberedt sig godt til slaget, der lige betyder en my mere på den personlige konto for cheftræneren.

Onsdag drager København Håndbold til Skanderborg, hvor de grønblusede østjyder venter i HTH Ligaen.
– Vi tager til Skanderborg for at fortsætte vores gode spil fra de seneste kampe. Vi vil specielt gerne fortsætte vores stabilitet forsvarsmæssigt. Det giver os i første omgang gode kontra chancer og dernæst ro til at bygge angrebsspillet op. Vi har været solide i de faser i de seneste kampe og har forberedt os grundigt på Skanderborg, så vi ved, hvad vi går ind til, og hvad vi vil med kampen, siger cheftræner Claus Mogensen og forsætter:
– Skanderborg leverede en rigtig flot og disciplineret kamp i Aalborg, så vi ved, vi møder et hold, der tror på sejren, og som altid fighter fra start til slut.

Mogensens familie bor i Skanderborg, og for ham er de to point vigtige, men også håneretten:
– Personligt ser jeg selvfølgelig lidt ekstraordinært frem til kampen mod min barndomsklub. Det er et sted, jeg har rigtigt mange bekendtskaber, hvilket jo gør det til en af sæsonens vigtigste kampe, griner han.

Følg kampen live på tophåndbold.dk/kbh kl. 19.30.

Næste hjemmekamp er den 9. november kl. 14.00, når OCG Nice kommer på besøg. Der er fri entre til kampen, men hent din billet på ticketmaster.dk