Mogensen: Et glædeligt efterår

Cheftræner Claus Mogensen ser tilbage på første halvedel af sæsonen 2019/2020 med tilfredse øjne.

 

 

En 2. plads i HTH-ligaen, kvalifikation til Santander Final 4 og videre til gruppespillet i EHF Cup 2019/2020. København Håndbold er halvvejs i gennem sæsonen og kan kigge tilbage på nogle flotte resultater indtil videre. Cheftræner Claus Mogensen ser tilbage på første halvdel af sæsonen og fortæller:

– Vi er rigtig glade og tilfredse med første halvdel af sæsonen. Faktisk lidt stolte, for der skulle bygges en masse nye relationer med nye spillere og Rej, der kom tilbage fra skade. Den proces er gået over alt forventning, og der skal spillerne have stor ros, for de har været rigtig dygtige til konstant at trække i samme retning. Derigennem har vi kunne udvikle os hurtigt som gruppe og spille nogle mindeværdige kampe undervejs, hvor sejrene hjemme over Metzingen, Odense og HIH nok står stærkest i erindringen.

Men selvom spillerne naturligvis ejer en stor del af klubbens – indtil nu – stærke indsats, er Claus Mogensen meget bevidst om personerne rundt om holdet, har en ligeså stor andel i den flotte indsats.

– Som nævnt skal spillerne have stor ros for deres indsats, men der er så mange andre, som i baggrunden giver nogle uundværlige bidrag, og gør det muligt, at vi kan præstere på banen. Connectfys er vores stærke samarbejdspartner, når det gælder fysioterapien, hvor spillerne er i gode hænder hos Rasmus og Mark, der begge medbringer mange års erfaring fra elitesport. De gør det faktisk så godt, at der kun har været marginalt behov for vores læge Nikolaj Rindom i denne sæson.

Med Kasper Danborg fra Fitness Institute, er spillerne i de bedste hænder på den fysiske træning. Kravene er store, men træningen præsenteres altid med en faglig begrundelse og udførelsen med den største indlevelse. Resultatet har været tydeligt og vi endnu ikke har mødt nogen modstander, hvor vi har følt konditionelt underlegne.

I denne sæson er der også et glædeligt gensyn med Troels Banggaard og hans firma Talentcode, hvor Troels er sparringspartner for Christian og jeg, men også er holdets træner af den mentale muskel. Vi tror, vi kan flytte bjerge ved at være det stærkeste hold, og i den tilblivelsen af dette, er Troels vores primus motor både individuelt og kollektivt.
Marie Møller leverer den mere specifikke kompetence til Milling og Siri i målet, og har en stor del ansvaret for, at Milling var tæt på en udtagelse til VM.

Når det er sagt, så har jeg ikke en gang nævnt administrationen, supporterne, samarbejdspartnerne og de frivillige, som alle yder et meget dedikeret bidrag i forskellige former. Vi er enormt taknemmelige for, at det er med til at skabe en ramme, hvor vi kan udleve vores drømme og ikke mindst en fantastisk hjemmebane i Frederiksberg-hallerne.

På trods de flotte resultater er Claus Mogensen dog klar over, at der venter et hårdt program på den anden side af jul.
– Det har været et glædeligt efterår for os, men det har ingen værdi, hvis det ikke bliver fulgt op med endnu en stærk indsats de kommende måneder. For os er vi langt fra endestationen, og efteråret bruger vi til at skabe ny motivation til at lægge den arbejdsindsats for dagen, der kræves. Det bliver en meget krævende halvsæson, vi går ind til, men vi er topmotiverede, og vi glæder os.