Mogensen: En stærk tro på os selv
19.15 onsdag aften bliver der fløjtet op i kampen mellem København Håndbold og FCM Håndbold, og cheftræner Claus Mogensen ser frem til styrkeprøven mod Champions League-deltagerne fra det midtjyske.
– Det er en svær udebanekamp, hvor vi møder en stærk defensiv, og det bliver centralt at få den åbnet op. Derudover er det i denne sæson en bredere trup, hvor flere spillere byder ind, og den variation skal vi være opmærksomme på, når de kommer på banen, fortæller cheftræner Claus Mogensen, der tror, at enkelte elementer bliver essentielle for at få en sejr.
– Kontraduellen bliver rigtig vigtig, og jeg tror, at det hold, der kommer bedst ud af den, vinder, ligesom målvogterduellen får afgørende betydning. Det er to meget rutinerede keepere og to personligheder, der står der bag begge forsvar, og de får en central rolle i kampen.
København Håndbold har taget fire sejre i træk, og ikke mindst har tigrene besejret både Odense HC og Viborg HK på udebane.
– De fire sejre i træk har givet os selvtillid, og ikke mindst har de to sejre på udebane over Odense og Viborg, givet os tro på os selv, og en tro på at vi også kan vinde i Ikast, men vi ved også, at vi skal levere en koncentreret indsats og hårdt arbejde gennem hele kampen, slutter Claus Mogensen.
Kampen spilles kl. 19.15 i IBF Arena. Du kan følge den på vores sociale medier.
/JMT