Mogensen: Det bliver god underholdning
HTH Ligaens 24. spillerunde byder på et opgør mod Silkeborg Voel, der pt. ligger på femtepladsen. Bare tre point bag København Håndbold på fjerdepladsen.
Cheftræner Claus Mogensen fortæller:
– Der venter os en rigtig svær kamp i Silkeborg i dag, hvor de med fire sejre på stribe er inde i en rigtig god periode. Det er en vigtig kamp, for vi kan med en sejr sikre os, at vi slutter foran dem i grundspillet og komme et skridt nærmere at sikre os point med over til slutspillet, siger han og forsætter:
– For at slå Silkeborg kræves der en god portion ydmyghed og disciplin, for det er et hold, som er meget trygge i deres spillestil, der er tempofyldt og aggressiv. Vi skal virkelig være påpasselige i vores returløb, for der kommer de bragende, og desuden er det rigtigt vigtigt, vi bliver kompakte i forsvaret og minimerer rummene overfor deres dygtige duelspillere, forklarer han og understreger:
– Som altid bliver det vigtigt, at vi står stærkt i forsvarsspillet, så vi giver os selv muligheden for kontrascoringer. Derudover har vi fokus på, at vi selv har tempo i angrebsspillet og går meget direkte på mål, når vi har muligheden.
Kampen bliver spillet uden tilskuere, men den vises på TV2Sport, der blænder op kl. 18.00, mens kampen starter kl. 18.30.
– Som det fremgår, forventer vi en kamp i højt tempo, men også en masse god håndbold, så når nu folk ikke kan komme i hallen, er jeg sikker på, det bliver en kamp, der er værd at følge på tv.
Du kan også følge med på tophaandbold.dk/kbh.