Mogensen: De kommer, som skudt ud af en kanon

København Håndbold møder mandag aften TTH Holstebro på udebane i sæsonens første kamp i HTH GO Ligaen, og selv om tigrene daskede jyderne i Santander Cup med 34-22, så forventer Claus Mogensen en sværere opgave.

En god start i Santander Cup ottendedelsfinale sikrede en storsejr over TTH, men cheftræner Claus Mogensen forventer ikke, at det bliver ligeså let mandag aften, som tigrene fik det til at se ud den 24. august.
– Det er en ny kamp i morgen, og den kan let udvikle sig meget anderledes end Santander Cup-kampen. Jeg forventer, at vi møder et TTH-hold, som er meget revanchelystne, og som vil komme som skudt ud af en kanon, fortæller Claus Mogensen og sætter ord på, hvad han tror, TTH kommer med:
– Jeg tror, TTH vil forsøge at presse tempoet op, så vi skal være overordentligt disciplinerede i vores returløb, hvilket betyder, at vi skal løbe hurtigt hjem og holde vores aftaler i den del af spillet. Desuden har vi også en forventning om, at Maja Eriksson er med igen, efter hun var ude i den seneste kamp med en brækket finger, fortæller han.

Selv om Claus Mogensen forventer en sværere kamp, så kan København Håndbold med den rigtige arbejdsindsats tage to point med hjem.
– For at hive en sejr med hjem er det vigtigt, at vi får sat vores forsvar, så vi giver Bundsen gode arbejdsbetingelser, og dermed gør det svært for TTH at komme til scoringer. Vi skal også være dygtige til at løse de forsvarsskift, som TTH kommer til at udfordre os med gennem kampen, understreger han.

Kampen kan følges på tophåndbold.dk, samt på København Håndbolds sociale medier, hvor vi opdaterer fra kampen.

/JMT

Køb billet til KBH-SIL den 8. september