Marie Wall foran debut i tigertrøjen og comeback til håndboldbanen

Marie Wall kan nu bytte en tjans i VIP'en som indtjekker af klubbens sponsorer ud med det, hun i sommer kom til København Håndbold for - at spille håndbold.

Marie Wall er for første gang på holdkortet for København Håndbold i søndagens Champions League-opgør mod Metz , efter hun har bestået de sidste tests, og dermed kan det blive til debut for den 26-årige venstrefløj.

Det er tæt på at være håndboldspilleres største mareridt at rive korsbåndet, men tilføj dertil at det sker lige inden, du skifter klub og flytter til et nyt land, en ny by og et nyt sprog.
– Det har været rigtigt hårdt mentalt. Ikke kun at finde energien til at genoptræne efter en korsbåndsskade, men samtidig også at falde til i en ny klub. Jeg kendte ikke nogen, og jeg kendte ikke min plads, forklarer Marie Wall, der også lige skulle have styr på det danske sprog, der trods alt ikke er helt i tråd med det svenske.
– Det har også været en udfordring at kommunikere på et andet sprog. Med en skade som denne vil jeg gerne have, at alt er klart og tydeligt, så det har været en blanding af dansk, engelsk og svensk i opstarten, men nu forstår vi hinanden bedre, smiler hun og understreger:
– Jeg er virkelig glad for, at det er i København Håndbold, jeg har lavet min genoptræning, for jeg synes, de mennesker jeg har omkring mig har været helt fantastiske og støttet mig 110%, så udfordringen har ikke været så hård, som jeg troede, før jeg tog hertil, forklarer hun.

Søndag kan det så blive til debut, og de seneste uger har Marie Wall også trænet mere og mere med.
– Jeg er bare SÅ klar til at spille håndbold igen og bidrage til holdet med det, jeg er god til. At skulle trække min kamptrøje over hovedet er noget, jeg har set frem imod i lang tid, siger hun og slutter:
– Det har været en lang rejse, men jeg er så glad og stolt over, at jeg har bestået mine tests, og jeg skal nyde det maksimalt, at jeg nu endelig kan få lov at spille kamp for København.

Det kan blive til debut for Marie Wall søndag mod Metz Handball. Kampen spilles kl. 15.00 i Brøndby Hallen. Du kan købe billet på tickemaster.dk.

Kampen kan også ses på TV3MAX og VIAPLAY med optakt fra kl. 14.30.