Koncentreret indsats i Aarhus

Det blev til en sikker sejr over Aarhus United på 23-29, og cheftræner Claus Mogensen glæder sig især over tigrenes indstilling fra kampens start.

– Jeg synes, det var dejligt at se, den start vi fik, der viser, at spillerne er professionelle og ikke falder i fælden, når det er et hold fra den nedre halvdel, vi møder. De var fokuserede, og vi ved godt, at ingen kampe i år er vundet på forhånd, men at spillerne gik ind og omsatte det og leverede varen fra start, så vi hurtigt fik ro på og styrede kampens gang, det var virkelig glædeligt at se, siger Mogensen og forsætter:
– Vores fokus fra start gjorde, at vi fik en formidabel begyndelse på kampen og kom foran 4-0, og pressede Aarhus til en time out allerede efter 4 minutter. Vi var skarpe i forsvaret, Tømmerbakke tog fra, og det gav gode kontramål.

I et tætpakket program med to kampe om ugen er det også en opgave for trænerne at bruge holdets ressourcer bedst muligt.
– Alle kom i spil i dag, og alle bidrog. Og også Bundsen, der heldigvis er kommet med igen. Hele holdet byder ind, og jeg vil sige, at det var en god kollektiv indsats, der hev de to point hjem, fortæller Claus Mogensen og understreger:
– Aarhus satser i anden halvleg og spiller 7mod6, men det havde vi øvet os lidt på, at det måske ville komme med, så det fik vi løst godt. Vi blev ikke stressede, men stod godt imod. Der, hvor Aarhus gjorde ondt på os, var, når vi ikke var koncentrerede. Det straffede de, og det skal vi tage med os til kampen på søndag mod Issy Paris, for det var de eminente til i søndags, siger Mogensen og slutter:
– Vi fik rejst os, og det er godt, at nederlaget er rystet af. Spillerne gjorde det rigtigt godt i dag, og jeg synes, de generelt er gode til at være klar fra start, når kampen fløjtes op, og det skal vi være på søndag i Paris, for der skal vi også have et resultat med hjem fra.

Med sejren ligger København Håndbold forsat nummer 1 foran FCM Håndbold, der kommer på besøg på onsdag i tigerhulen til topopgør i HTH Go Ligaen.

Kampfakta: 23-29 (12-17)
Målscorere:
5 Kelly Dulfer
5 Hanna Blomstrand
4 Anne Cecilie La Cour
3 Louise Svalastog
3 Mai Kragballe
2 Myrthe Schoenaker
2 Debbie Bont
1 Annika Meyer
1 Line Bjørnsen
1 Jenny Alm
1 Maria Lykkegaard
1 Rikke Schou Ebbesen