Køhler: Fokus på os selv

Kl. 19.00 fløjtes der op mod nordjyderne fra EH Aalborg i HTH Ligaen, og dagens cheftræner Christian Køhler håber på Frederiksberg Hallens vanlige stærke opbakning.

Til aftenens kamp afsoner Claus Mogensen sin anden karantænedag, og derfor er det igen Christian Køhler og Troels Banggaard, der står ved roret for tigrene.
– Vores fokus er på os selv, da vi skal tøjle den her lidt prekære situation. Vi er godt forberedte rent taktisk, men vi skal undvære Claus, hvilket vi fornemmer, ikke har ændret de udefra kommende forventninger til os alligevel, understreger Køhler og forsætter:
– Det er super vigtigt for os at forsøge at styre kampen sikkert, men EH Aalborg er et år mere erfarne i ligasammenhæng, og jeg synes, de har fået en udmærket start. Det har vi respekt for, siger han og håber på samme stærke opbakning som ved sidste hjemmekamp:
– Vi mærkede massiv opbakning til den sidste hjemmekamp, og jeg ønsker, at der er ligeså mange på tribunerne i aften, der vil heppe os frem til en sejr. Deres opbakning betyder så meget for alle os i klubben. På som udenfor banen.

Kampen fløjtes op kl. 19.00 i Frederiksberg Hallen. Billetter kan købes på ticketmaster.dk

Dørene åbner kl. 18.00.