København Håndbold tilknytter Emilie Theil med øjeblikkelig virkning
Tidligere FIF og Ulandsholdsplaymaker Emilie Theil er tilbage i København trøjen, efter nogle gode måneder hos Roskilde Håndbold i 1. division. Theil har løbende trænet med holdet og vi har fulgt hendes flotte udvikling på tæt hold. Med velvilje fra Roskilde Håndbold glæder vi os til at se Theil på banen i Frederiksberg-Hallerne igen.
Emilie Theil er spilleklar til kampen mod Vendsyssel på onsdag og vil spille med nummer 35 på ryggen.
Claus Mogensen udtaler;
-”Theil er vokset op 2 huse fra hallen, så mere lokal bliver hun ikke. Desuden har hun fået sin håndboldopvækst i FIF, hvor hun udover sin afstikker til Roskilde, har spillet hele sin karriere. Det er altid med lidt ekstra glæde når unge spillere, der er uddannet i nærmiljøet, bliver så dygtige, at vi kan hive dem ind i ligatruppen, og det er Theil et rigtig godt eksempel på. Vi er glade for, at Theil bliver en del af truppen og hun kender allerede København Håndbold rigtig godt, da hun i de seneste sæsoner kontinuerligt har trænet med ligaholdet.”
– ”Theil har lagt nogle lag på sit spil det halve år, hun har spillet i Roskilde, og da vi har været lidt pressede på ressourcer, synes vi, det giver god mening at få Theil indlemmet i truppen. Hun har vist, at hun i 1. div. er en meget målfarlig spiller, og nogle af de evner, hun har vist, tror vi også, vi kan få glæde af i ligakampene. Theil er en klog spiller, som har et rigtig godt blik for spillet, og er hurtig på fødderne. Det udnytter hun til at være skarp i sine gennembrud, samt til at bringe sig selv i gode positioner til skud tæt omkring forsvaret. Da vi gerne vil have fart i spillet, er vi sikre på, Theil hurtigt finder sig til rette i vores spil.”
Emilie Theil udtaler;
-” For mig var det meget naturligt at sige ja til at skifte til København håndbold, eftersom jeg har været inde over holdet et par år efterhånden. Selvom beslutningen skulle træffes meget hurtigt, føler jeg at det er det helt rigtige for mig lige nu, og det var en mulighed jeg ikke følte jeg kunne misse.
Jeg synes rigtig godt om hele miljøet i København både på og ude for banen, og jeg glæder mig meget til rigtigt at blive en del af København håndbold og ikke mindst at komme tilbage i Frederiksberghallen – forhåbentlig snart med fans.”