København Håndbold Talent har det sundhedsfaglige team klar til sæson 2024/25

Det er med glæde, at vi kan offentliggøre de sidste brikker i vores sundhedsfaglige team omkring København Håndbold Talent. Dette team kommer til at bestå af; fysisk træner, fysioterapeut og mental træner. Det har været væsentlig for os at prioritere det sundhedsfaglige, fordi det kommer til at være afgørende for kerneområdet individuel udvikling, både på det personlige og håndboldmæssige plan.

Frederikke Schou kommer til at være fysioterapeut for København Håndbold Talent og Kristian Søndberg kommer til at fungere som mental træner for hele projektet.

Mikkel Thomassen som er assistenttræner for København Håndbold og talentchef for København Håndbold Talent udtaler følgende om kommende fysioterapeut Frederikke Schou;
-”Frederikke er uddannet fysioterapeut og har en stor passion for sportsfysioterapien, hvor hun tager udgangspunkt i den enkelte spiller, uanset om det er skadesforebyggende træning eller individuelle genoptræningsforløb der skal til. Frederikke er udover at være meget faglig kompetent også hårdtarbejdende, fuld af energi og udadvendt, så spillere, trænere og lederne kommer også til at få gavn af hendes smittende personlighed.”

Ved denne ansættelse styrker vi også det samarbejde, der er ved at tegne sig mellem København Håndbold A/S og København Håndbold Talent. Frederikke er til dagligt ansat ved vores samarbejdspartner ConnectFys, som i mange år har leveret et fremragende arbejde omkring ligaholdet. ConnectFys kommer til at være medspiller i aftalen, og derfor vil de også sætte retningen for fysioterapien på både liga- og ungdomsholdene, og dette vil med sikkerhed komme til at gøre en forskel for både spillere og trænere med tanke på det gode samarbejde.

Kristian Søndberg er ansat som mental træner for København Håndbold Talent og om ham udtaler Mikkel Thomassen:
-“Kristian har mange sæsoners erfaring som håndboldtræner i Jylland og sidenhen 2. Div. Damer på Sjælland. Han har derudover de seneste to sæsoner været tilknyttet holdfællesskabet i FIF/Ydun på både drenge og pigesiden for U17 og U19 årgange som mental træner. Kristian er desuden uddannet officer og ansat ved forsvarsakademiet, hvor han underviser i ledelse og mental styrke. Han er uddannet coach, og har gennem Danmarks Idrætsforbund uddannet sig til mental træner. Det er disse erfaringer, der giver en faglig og personlig stærk profil, som kan sætte fokus på at træne det mentale aspekt, understøtte pigernes udvikling samt styrke trivslen i projektet blandt spillere og trænere.”

Ved yderligere spørgsmål omkring fysioterapi og mental træning, er det muligt at kontakte:
Talentchef Mikkel Thomassen på tlf. 51861715