København Håndbold skriver kontrakt med talentfuld højrefløj

Clara Skøtt fyldte 18 år i december måned og har indtil nu ageret højre fløj hos vores moderklub FIF U19. Fremadrettet vil den talentfulde højrefløj være at finde hos København Håndbold frem til 2024, hvor hun skal dække vores højre fløj sammen med Andrea Hansen og Anne Tolstrup. Clara har ligesom Andrea fået sin håndboldopdragelse i moderklubben FIF.

Efter den alvorlige skade til Anne Tolstrup i starten af året, havde vi for alvor brug for at finde en ny makker til Andrea. Det krævede ikke mange overvejelser for os og nu kan vi glæde os over, at Clara vil være en del af truppen frem til 2024.

 

En glad cheftræner Claus Mogensen udtaler;
– ”Vi har længe vidst, at Clara er et stort talent, da hun allerede for 3 år siden havde sine første træninger med os. Desværre har hun jo været ude i 1,5 år med en korsbåndsskade, som hun netop er kommet tilbage fra. Da Anne desværre er blevet ramt af samme skade, var det naturligt at indlemme Clara i truppen.

– Clara er eksplosiv og hurtig, som giver hende gode forudsætninger som fløjspiller, hvor det er vigtigt at være en trussel i kontra, og kunne komme langt ind i feltet. Derudover er Clara enormt dedikeret og vedholdende så hun har nogle meget stærke forudsætninger, for at udvikle sig til en spiller på et højt internationalt niveau. Vi glæder os til at tage del i Claras udvikling, og er sikre på, vi har et setup i klubben, som kan hjælpe hende på vej.”

Clara Skøtt udtaler;
– ”Det har altid været min helt store drøm at spille liga håndbold, og især for København Håndbold som jeg har fulgt tæt igennem min tid i FIF. Jeg er overbevist om, at København Håndbold er det helt rigtige sted for mig og min udvikling.

– Udover det har jeg til vores træninger også fået indblik i, hvor fedt et træningsmiljø der er, og ikke mindst dygtige spillere og trænere. Derfor er jeg utrolig glad, stolt og taknemlig for denne aftale. Jeg glæder mig til de næste 3,5 år i København Håndbold hvor jeg under deres rammer kan få mulighed for at udvikle mig til en bedre håndbold spiller.”