København Håndbold og Ajax København hylder skadede veteraner i dobbeltkamp.
I forbindelse med København Håndbold og Ajax Københavns hjemmekampe mod henholdsvis Nykøbing Falster Håndbold og Ringkøbing Håndbold d. 2. november sætter vi fokus på skadede danske soldaterveteraner, der har kæmpet for Danmark i konfliktfyldte brændpunkter og vendt hjem med ar på krop og sjæl.
For at hjælpe og anerkende disse soldaterveteraner er vi gået sammen med DIF om den landsdækkende Veteran Match 2021, der har som ambition at støtte danske soldaterveteraner gennem bevægelse og beskæftigelse.
Det sker med en hyldest af de skadede veteraner i Frederiksberg Hallen i anerkendelse af den indsats, de har ydet for Danmark med store personlige konsekvenser til følge.
Initiativet afvikles i samarbejde med Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt og har deltagelse af både København Håndbold og Ajax København. I forbindelse med kampdagen vil der blive rejst penge til fordel for veteranerne i form af forskellige tiltag. Pengene går direkte til DIF Soldaterprojekts arbejde med Safe Zones i foreningslivet, hvor skadede veteraner kan mødes og dyrke idræt.
Direktør Casper Porsgaard udtaler;
-“Vi er utrolig stolte over at få mulighed for at være med til at sætte ekstra fokus på Veteranerne og deres familier her i København. Så da Direktør i Ajax København Liga-kvinder, Mathias Berg gjorde os opmærksom på projektet, var vi ikke i tvivl om, at det var et projekt der passer perfekt til vores værdisæt. Nu håber vi selvfølgelig, at både vores partnere og fans, vil støtte op om projektet og være med til at hylde veteranerne for deres kæmpe indsats” siger Casper og fortsætter:
– Det bliver et dobbelt arrangement, hvor vi først skal overvære kampen mellem Ajax København og Ringkøbing Håndbold. Herefter retter vi fokus mod veteranerne, hvor vi blandt andet får besøg af Beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard. Vi slutter hele arrangementet af med et vaskeægte topbrag, når vi tager i mod Nykøbing Falster Håndbold.”
Der er lagt op til en fantastisk håndbold-tirsdag med fokus på den gode sags tjeneste tirsdag den 2. november fra kl. 17.00.
Lad os stå sammen om at hylde de mennesker, der har ofret sig for vores land. Med Veteran Match 2021 har vi muligheden for at give noget igen.
Vi glæder os til at gå i kamp for et godt formål.
Billetter til kampen kan som altid købes hos Ticketmaster.dk og gælder til begge kampe.