København Håndbold forlænger med talentfuld fløj

Emilie Ytting har forlænget sin kontrakt med København Håndbold, så kontrakten nu løber til sommeren 2027.
Den talentfulde fløjspiller kom til hovedstaden sidste sommer, men har grundet et træthedsbrud i foden, først for alvor vist hendes mange kvaliteter i denne sæson.

Direktør Louise Svalastog udtaler følgende vedrørende forlængelsen:
“Nogle spillere ser aldrig banen igen, når de har været ude et helt år, andre finder aldrig tilbage til det niveau de var på før deres skade, og så er der dem, der kommer styrket ud af et langt skadesforløb. Emilie Ytting er én af de spillere, som har formået at vende det lange skadesforløb til noget positivt.
Hun har lagt enormt meget arbejde i sin fysiske form det seneste år, og hun har ligeledes gennemgået en utrolig hård psykisk periode, som blot har styrket hendes mentale styrke.
Derfor er det også glædeligt, at vi nu kan offentliggøre, at vi har forlænget Emilie Yttings kontrakt, så vi kan nyde godt af hendes store talent i de kommende år.”

Emilie Ytting udtaler omkring at have forlænget hendes kontrakt:
-” Jeg er enormt glad og stolt over at fortsætte i København Håndbold. Efter en svær start i klubben med en skade, er jeg faldet utrolig godt til og jeg er rigtig glad for at være i klubben.
Det professionelle setup, både på og udenfor banen, er noget, som jeg virkelig værdsætter at være en del af. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at København Håndbold er det helt rigtige sted for mig at fortsætte min udvikling og lægge lag på mit spil.
Jeg glæder mig meget over fortsat at skulle spille i København Håndbold og ikke mindst på den bedste hjemmebane i Frederiksberg Hallerne.”

Alle i klubben glæder sig over at have forlænget kontrakten med Emilie Ytting.