København Håndbold er i DM-finalen

København Håndbold sikrede sig en billet til DM-finalen med en sejr på 27-26 over Viborg HK

Efter en intens og tæt tredje semifinale mod Viborg HK er København Håndbold for andet år i træk klar til at spille DM-finale.

Finalen kom i hus efter en sejr på 27-26 – en kamp hvor København fik den bedst start. Efter otte minutter stod der 7-2 på måltavlen, men Viborg kæmpede sig tilbage i kampen, og tigrene kunne gå til pause kun foran med et enkelt mål.

Anden halvleg var en helt lige affære, der bølgede frem og tilbage, men en flot fight sikrede sejren i de sidste minutter.

Det var naturligvis også en stolt cheftræner, der skulle sætte et par ord på indsatsen efter kampen:
– Kampen opsummerer egentlig vores sæson. Vi har nogle udsvingninger, kampen er lige med fem minutter igen, og så formår spillerne at hive det bedste frem i sig selv i de afgørende minutter. Det har vi set rigtig mange gange, så det er en vildt sej kvalitet, spillerne viser der, fortæller Claus Mogensen og fortsætter:
– Det er jo en fantastisk, fed følelse, at vi kvalificerer os til finalen. Især måden som den her kamp bliver afsluttet på. Det er så tæt og intenst, så det er virkelig en befriende måde at vinde på.

I finaleserien skal København Håndbold møde Odense Håndbold, der lørdag slog Team Esbjerg i den anden semifinale. Derfor kan holdet nu gøre sig klar til nogle hårde kampe mod grundspillets nummer to:
– Nu har vi en uge til at forberede os, og så skal vi nok være klar til finalekampene, slutter Claus Mogensen.

Den første finale spilles i Frederiksberg Hallen den 19. maj kl. 16.10. Billetsalget til kampen skydes i gang mandag.

 

Kampfakta: 27-26 (15-14)

Tilskuertal: 953

Målscorere:

6 Jenny Alm

5 Mia Rej

4 Kelly Dulfer

3 Maria Lykkegaard

3 Anne Cecilie La Cour

3 Myrthe Schoenaker

2 Stine Knudsen

1 Hanna Blomstrand