København Håndbold afbryder samarbejdet med cheftræner
København Håndbold har valgt at afbryde samarbejdet med cheftræner Rasmus Overby med øjeblikkelig virkning.
Ejer Kim Mikkelsen udtaler omkring beslutningen;
– Det er aldrig nemt når en klub kommer i en situation hvor det sportslige ikke kører som ønsket. Vi er en klub med store ambitioner og har vurderet at vi gennem det meste af 2023 har manglet den nødvendige stabilitet og udvikling. Begge parter havde en option på samarbejdet for 2024/2025 sæsonen og vi har vurderet det rigtige for klubben er at stoppe samarbejdet allerede nu. Dette grunder bl.a. i at vi havde håbet og set frem til, at skulle spille europæisk håndbold i foråret, men må erkende at vi står tilbage med en 6. plads i ligaen og er ude af 2 ud af 3 turneringer. Derfor vælger vi at kigge fremad og finder det nødvendigt at skifte ud på cheftrænerpositionen.
– Rasmus har ydet en kæmpe indsats og har været en stor del af den store udvikling klubben har været igennem de seneste 18 måneder. Det har derfor heller ikke været planen at stoppe samarbejdet allerede nu. Vi har sat stor pris på Rasmus’ kæmpe håndbold- hjerte & hjerne, samt hans store engagement og energi han har lagt her i klubben. Sportens verden kan nogle gange være hård, og vi skal huske at det er alle i klubben, som bærer et stort ansvar for de svingende og manglende sportslige resultater.
– Nu vil vi give en ny træner muligheden for at opfylde truppens potentiale, og reetablere de kendte dyder vi er kendt for her i hovedstaden, afslutter ejer Kim Mikkelsen.
København Håndbold forventer indenfor kort tid at kunne offentliggøre en ny cheftræner – der sammen med assistenttræner Mikkel Thomassen skal føre holdet gennem de kommende sæsoner.
Alle spørgsmål rettes til ejer Kim Mikkelsen på +45 2166 4999.