Josephine Touray og København Håndbold indgår spændende samarbejde
København Håndbold har valgt at støtte op om organisationen FANT, der i 2012 blev stiftet af Cecilie Hauerberg og Erik Rasmussen. I 2017 trådte Josephine Touray ind i bestyrelsen og med sin håndboldbaggrund blev hun en del af det håndboldhold i FANT regi, der tilfældigt opstod i Sierra Leone. Efterfølgende er Josephine Touray trådt til som administrativ chef og er i høj grad med til at udvide netværket, både i håndboldverdenen men også til virksomheder i Danmark.
FANT – Football for A New Tomorrow er en humanitær organisation, der arbejder for, at alle mennesker i verden – uanset køn, alder, handicap eller oprindelse – skal have adgang til organiserede idrætsaktiviteter og fællesskaber, samt at disse fællesskaber skaber både personlige og samfundsmæssige forandringer.
Josephine Touray er glad for samarbejdet og er helt sikker på, at København Håndbold er en perfekt samarbejdspartner;
– I FANT tror vi på, at idrætsfællesskab kan forbedre liv. Vi vil gerne sætte fokus på at alle piger skal have ret til at dyrke sport. København Håndbold er i denne sammenhæng en perfekt partner, fordi det om nogen er en klub der har vist, at med fællesskab når man langt. Jeg håber vi kan øge fokusset på projektet i Sierra Leone, og så håber jeg, at pigerne, fans og sponsorer i København Håndbold også kan se en værdi i at være med til at gøre en forskel for piger i Sierra Leone via brugt tøj og sko.
Direktør i København Håndbold Casper Porsgaard er ligeledes glad og stolt over dette samarbejde;
– Efter et par gode og inspirerende møder med Josephine er vi utrolig glade for dette partnerskab. Vi glæder os over, at vi som klub kan bidrage til, at skabe glæde og liv blandt unge mennesker i helt andre vilkår end vi kender herhjemme. Vi har en klar forventning om, at vores trofaste fans og partnere vil tage godt i mod partnerskabet og vil kunne bidrage til, at vi kan hjælpe andre steder end kun i lokalsamfundet. Vi har rigtig mange spændende aktiviteter i støbeskeen og vi kan ikke vente med at komme i gang. Målet er blandt andet, at vi får skabt en fed København Håndbold bane i Sierra Leone som børnene kan benytte.
Samarbejdet skal indeholde aktiviteter, der sætter fokus på FANT, hvilket blandt andet indebærer forskellige former for indsamling af udstyr, sko, tøj, knæbeskyttere og meget andet som man vil kunne se blive overrakt til børnene i Sierra Lione. FANT vil også være kamppartner til en ligakamp og dermed være tilstede i hallen for at fortælle om projektet.
Vi glæder os til at sprede det gode budskab og give vores bidrag til det livsbekræftende projekt.