Hvenfelt kommer til København
Sofia Hvenfelt kender en del til København Håndbold, og det kendskab hun har, styrker forventningens glæde til at komme til Hovedstaden fra Höörs HK H65.
– Med min nuværende klub har vi samtrænet med København Håndbold, og der er flere af mine gode veninder, der allerede spiller i klubben, og jeg har indtryk af, at det er en meget seriøs klub, som spiller med i toppen af dansk håndbold. Jeg tror, det er et rigtigt godt sted at komme hen for at forsætte min udvikling, da jeg der vil træne med bedre spillere og spille mod rigtigt mange gode spillere i den danske liga, siger hun og glæder sig til at lære af Linn Blohm.
– Linn er en fantastisk dygtig og komplet spiller, og jeg skal lære så meget af hende. Jeg ser op til hende, og jeg håber, at jeg kan udvikle mit angrebsspil markant i København. Der bliver en tydelig rollefordeling, men jeg er sikker på, at vi og Maria Lykkegaard bliver et rigtigt godt team, når hun er tilbage efter skaden. Vi er alle tre fysiske spillere, hvilket jeg tror, vil give København endnu flere muligheder i begge ender, slutter hun.
Om den nye 23-årige svenske stregspiller siger cheftræner Claus Mogensen:
– Hun er en fysisk stærk spiller, der kommer til at give os nogle gode muligheder i begge ender af banen. Hun er en meget stærk forsvarsspiller, som formår at bruge sin gode fysik, men samtidig har hun også en god taktisk forståelse, siger han og forsætter:
– Vi har en fælles forventning om, at vi sammen kan lægge et niveau mere på hendes angrebsspil, hvor vores spillestil passer godt til hende, da hun har været vant til at spille på et hold, der gerne vil løbe kontra og har fokus på at spille godt forsvar. Det er på mange måder et rigtigt godt match, og forhåbentligt kan vi være med til at hjælpe hende til at etablere sig som fast landsholdsspiller også.
Sofia Hvenfelt spiller sæsonen færdig for Höörs HK H65. I København Håndbold får hun trøjenummer 21. Hun er født den 23. april 1996.