Hansen: Vi skal vinde begge kampe
Det danske U19-landshold spillede sig i dag videre til mellemrunden ved U19EM med en storsejr over Tyskland på 33-25, og København Håndbolds unge højrefløj Andrea Hansen blev delt dansk topscorer med fem mål i kampen.
– Skuffelsen efter kampen mod Holland var stor for hele holdet, og vi fik så resten af dagen til at være skuffede, men på hviledagen rundede vi kampen af og skulle hurtigt videre og være klar til en vigtig kamp mod Tyskland. Her går vi ind og leverer et brag af en kamp, hvor vi virkelig får spillet det spil, som vi ved, vi kan, og vi får puttet den sidste finish på i alle facetter, som vi følte, at vi manglede mod Holland, fortæller Andrea Hansen, der ikke overraskende er glad for, at EM-slutrunden ikke er slut.
– Vi er alle både lettede og tilfredse i truppen. Vi er rigtigt glade i dag, og vi ser frem til “hviledag” i morgen, men dagen skal bruges på at fokusere på de to næste kampe, hvor Rusland og Frankrig venter. Det er to virkelig dygtige modstandere, forklarer hun og forsætter:
– Det kræver fuldt fokus, men det er ikke en umulig opgave at slå dem og gå videre fra mellemrunden. Vi har spillet meget tætte kampe mod begge hold, hvor vi godt nok har tabt til begge hold ved tidligere slutrunder, siger hun og slutter med en klar besked:
– Vi skal vinde begge kampe for at have en chance for at gå videre, og det vil vi alle på og udenfor banen gøre alt for. Vi skal vinde de to kampe.
Andrea Hansen og det danske U19-landshold møder tirsdag kl. 18.30 Frankrig og onsdag kl. 18.30 Rusland.
Du kan se begge kampe på EHF TV.