Fysisk træning skal ses som en større helhed
Opstarten til den nye sæson er i fuld gang og i disse dage, er der ekstra tryk på træningen i hallen. Henover sommeren har holdet primært brugt kræfterne på at finpudse den fysiske form, hvor både nye og gamle spillere, er blevet tæsket igennem af truppens fysiske træner, Kasper Danborg.
”For at opnå den bedst mulige præstation, indenfor elitesport, er min faglige opfattelse det er et samspil mellem forskellige færdigheder, som udover selve det tekniske- og taktiske element, indebærer en solid træning af styrke, udholdenhed, sprint- og springegenskaber samt passende restitution” fortæller Kasper Danborg.
Truppens fysiske træning er tilpasset efter den træningsstruktur, som cheftræner Claus Mogensen og assistenttræner Christian Køhler har valgt.
”Claus og Christian ønsker en aggressiv og offensiv spillestil i København Håndbold, med gentagende kontra og til tider et ret offensivt forsvar. Derfor er det mit ansvar at understøtte dette med en tilpasset struktur i den fysiske træning som i sidste ende skal sørge for, at det ikke er den fysiske kapacitet, der begrænser spillerne for at yde det optimale spil”.
Den fysiske træning skal ifølge Kasper, ses som langt større helhed for den optimale performance og minimering af skader.
”Jeg fokuserer meget på at finde ud af, hvor spillerne mangler at optimere de kapaciteter, der ikke er tilfredsstillende. Helt specifikt, går jeg efter at optimere den høje aerobe og anaerobe ydeevne hos spillerne, over den næste måneds tid”.
I disse uger, er der derfor stor fokus på at observere og teste spillerne på de enkelte parametre.
”Jeg tester i øjeblikket truppens respektive sprintegenskaber på halgulvet samt kropskomposition med særligt fokus på muskelmasse- og muskelbalance. Henover sommeren, kan vi teste truppen med høj volumen, fordi det ikke går udover kampe osv. Vi tester dog løbende spillernes benstyrke og sprinteregenskaber hen over sæsonen”.
Opstarten er ifølge Kasper, godt i gang. I løbet af de kommende uger, vil Kasper og resten af trænerstaben finde en balance mellem træning og restitution, så spillerne ikke oplever overbelastning.
”Jeg forventer at hele truppen er klar og i den helt rigtige fysiske form, når den nye sæson går i gang” siger Kasper Danborg afslutningsvis.