Første stik til Odense

København Håndbold måtte her til aften tage hjem fra Odense med uforettet sag, da det blev til et nederlag i den første bronzekamp på 26-22.

Cheftræner  Claus Mogensen var efter dagens kamp en skuffet mand.
– Det, der bliver udslagsgivende, er, at vores spil falder fra hinanden ved stillingen 6-9, og derefter kommer vi bagud 14-10. Det er for dyrt at have så lang en periode, hvor vi ikke sætter bolden i kassen, forklarer han og forsætter:
– Vi spiller usammenhængende og skaber ikke nogen specielt store muligheder, hvilket betyder, at Odense får nogle kontramuligheder, og i den periode taber vi også lidt konceptet i forsvaret, og så får de for mange nemme mål.

På fredag skal København Håndbold dermed have en sejr hjemme i Frederiksberg Hallen for at fremtvinge en tredje kamp, og der er momenter, der skal tages med mod den kamp.
– Jeg synes, vi frem til 6-9 spiller en rigtig god håndboldkamp, og selv om vi er bagud med seks mål i anden halvleg, så får vi arbejdet os tilbage og kommer op med 2 mål. Når vi følger vores strategi, synes jeg, at vi gør det rigtigt godt, men det er der behov for, at vi gør over en hel kamp, siger han og slutter:
– Jeg er ked af, at vi i dag ikke formår at give sektion H en sejr. De gjorde det igen rigtigt godt og skabte en stærk verbal opbakning til os, og jeg håber, at mange vil komme på fredag og støtte os, så vi sammen fremtvinger den tredje kamp i Odense, slutter han.

Kampen spilles fredag aften kl. 19.00.

Køb billet på ticketmaster.dk. Klik her. 

Kampfakta: 26-22 (14-12)
Tilskuertal: 2166
Målscorere:
7 Mai Kragballe
5 Anne Cecilie La Cour
4 Kelly Dulfer
2 Debbie Bont
2 Louise Føns
1 Johanna Bundsen
1 Linn Blohm