Fantastisk ramme om intenst topopgør

Topopgøret blev en stemningsfyldt og intens affære med et medlevende publikum i Frederiksberg Hallen, hvor der stod 24-24 på tavlen efter 60 minutter.

Cheftræner Claus Mogensen var splittet efter kampen, da han skulle sætte ord på kampen og dens udfald.
– Det blev en meget intens kamp og vel også et meget rimeligt resultat, selv om vi er ærgrelige over, vi ikke fik begge point. Jeg synes, at vi spiller en god første halvleg, hvor vi med lidt mere held eller ved at være lidt mere snu kunne have ført med mere end to mål, understreger han og forsætter:
– I anden halvleg får Odense taget brodden af vores angrebsspil, og det er jeg utilfreds med, for jeg synes, vi har så mere at byde ind med end det, vi gjorde.

København Håndbold skulle have haft en sejr for at være meget tæt på at vinde grundspillet, men det ene point er bedre end ingenting for både tigrene og dagens gæster fra Odense, der dermed rykker op på andenpladsen og foran FCM.
– Med facit i hånden er vi nu godt tilfredse, da det ene point trods alt betyder, at vi kun mangler en sejr i de sidste fire kampe for at have sikret os førstepladsen i grundspillet, og det havde vi nok godt villet bytte for inden sæsonen, siger cheftræneren og glæder sig over, at der igen i aften var en flot ramme om topopgøret.
– Det var simpelthen så fedt at være i arenaen i dag. Vi ved, at vores hjemmepublikum er medlevende og larmende, men når de så bliver udfordret af et flot fremmøde fra Odenses fanklub, så hiver vores fans lige et nyk mere op. Det var en stor oplevelse, og jeg synes, det igen i dag blev understreget, at håndbold i den grad også er et østdansk-fænomen, slutter han.

Mia Rej blev af dagens kamppartner fra Santander Consumer Bank kåret til kampens tiger.

Kampfakta: 24-24 (14-12)
Tilskuertal: 1016

Målscorere:
10 Mia Rej
3 Annika Meyer
2 Line Bjørnsen
2 Jenny Alm
2 Anne Cecilie La Cour
2 Hanna Blomstrand
2 Maria Lykkegaard
1 Louise Føns

/JMT