Express Bank indgår stor partneraftale med København Håndbold.

Vi glæder os over endnu en stor partnernyhed hos København Håndbold, hvor vi byder velkommen til et stort velkendt brand i tigerfamilien.

Da København Håndbold løb på banen mod Aarhus United i går, var det med en ny partner i ryggen, sådan helt bogstaveligt talt.  Express Bank er blevet ny samarbejdspartner hos København Håndbold og fremadrettet vil være at se på kamptrøjens ryg over nummeret.

Lars Milland, sales manager Express Bank fortæller om det nye partnerskab:

– Partnerskabet med København Håndbold skal være med til at øge kendskabsgraden til Express Bank, da vi tror på, at genkender man noget, så er det det, man vælger, fordi man som forbruger føler sig tryg, når man genkender et brand, og i dette tilfælde også forbinder det med noget godt, nemlig København Håndbold og de værdier, klubben står for, siger Lars Milland, der forsætter:

– Derudover tiltaler det os, at København Håndbold vil være en aktiv samarbejdspartner, og ikke mindst så synes vi, at det er vigtigt med et stærkt hold i København, hvilket vi gerne vil bakke op om.

København Håndbolds salgschef Casper Porsgaard ser frem til at få endnu en stærk spiller med i klubben.

– Vi har haft en god dialog med Express Bank, og vi sætter alle sejl i København Håndbold for at indfri deres ønske om en øget kendskabsgrad, hvilket vores sportslige målsætning og kommercielle strategi skal understøtte, siger han og slutter:

– Lars og hans dygtige team bliver en aktiv medspiller, som vi ser meget frem til at arbejde tæt sammen med.
Express Bank vil være synlige på kamptrøjerne i både HTH Ligaen og EHF Cuppen.

Du kan læse meget mere om Express Bank på deres hjemmeside her.