Ebbesen ærgrer sig over farvel
Venstrefløjen Rikke Ebbesen havde næsten mistet håbet om at binde håndboldskoene igen, da hun kom til København Håndbold i 2015. Hun havde været gennem en længere skadesperiode, og spørgsmålet, om hun nogensinde kunne komme tilbage på håndboldbanen igen uden smerter i knæet, havde bidt sig lidt fast i hende.
– I løbet af min skadesperiode, var der nogle autoriteter, der havde fået mig til at frygte, at jeg var tvunget til at stoppe, men det var jeg ikke klar til. Inderst inde havde jeg en mavefornemmelse, der sagde, at jeg godt kunne komme tilbage igen, men jeg havde været ude længe, så det så ikke lovende ud, fortæller Rikke Ebbesen, der trods den skadeshistorik kom til København:
– Jeg er meget taknemmelig for, at klubben dengang turde satse på mig, og jeg er meget taknemmelig for den måde, der blev taget imod mig på. Der var en professionel tilgang til tingene, og det var meget anderledes, for man skulle bidrage med mere end bare håndbolden, men der var styr på det hele, siger Rikke Ebbesen, der måtte igennem endnu en operation, da hun kom til København.
– Jeg blev opereret i september på Solbjerg Klinik, da de havde konstateret en skade på menisk og brusken, så jeg måtte igen tilbage til hård genoptræning, og endelig blev jeg meldt klar til kamp i februar 2016, men min debut kom først i en pokalkamp sidst på foråret, erindrer hun.
Det var småt med spilletiden for fløjen, så i december 2016 blev hun lejet ud til Nykøbing Falster Håndbold og vandt DM guld. Over netop København.
– Det var en kæmpe oplevelse at prøve at vinde DM-guld. Det var samtidig også en lidt mærkelig følelse, da jeg på en måde havde et ben i hver lejer, så det var også en svær periode for mig, fortæller hun og glæder sig over, at denne sæson har budt på mere spilletid med tigeren på brystet og på et knæ, der opfører sig pænt.
– Da denne sæson startede, fik jeg endelig debut i Frederiksberg Hallen, og det var en fed oplevelse. Jeg har siden kunnet træne fuldt med, klare alle rejsedage og 7-9-13 uden nogen skavanker.
Når Rikke Ebbesens kontrakt til sommer udløber, vil den ikke blive forlænget, og det ærgrer venstrefløjen, der i denne sæson, har kunnet træne med for fuld damp og har været til rådighed i alle kampe.
– Jeg er rigtig ærgerlig over, at København Håndbold ikke vil forlænge med mig, og især nu, hvor jeg føler, at jeg endelig kan bidrage på banen og give noget tilbage. Jeg har været glad for at være her, siger hun og fortsætter:
– Men min ærgrelse skal ikke sværte tiden i København, som har været en succesoplevelse for mig, forstået på den måde at klubben fik mig tilbage på banen, da de havde tiltro til mig og en dygtig sundhedsstab, og jeg er nu tæt på at komme tilbage til mit topniveau, forklarer hun, mens smilehullerne kigger frem:
– Jeg vil vinde guld i år med København Håndbold, hvor jeg vil være en del af det. Det drømmer jeg i hvert fald om at slutte min tid i klubben af med.
Ebbesen og tigrene skal i kamp i den første slutspilskamp d. 28. marts mod netop Randers HK, som hun kom fra tilbage i 2015.