CL Lodtrækningen nærmer sig

København Håndbold er kommet i virkelig fint selskab, når tigrene til efteråret skal spille klubbens første Champions League-turnering, og det begynder da også at banke lidt i håndboldhjertet på cheftræner Mogensen, når han ser det flotte line-up.

Alle Europas bedste hold er repræsenteret, og for første gang skal både København Håndbold og Odense Håndbold ud og prøve kræfter med Champions League, og når det pludselig står der sort på hvidt på EHF’s hjemmeside, så begynder det at krible lidt, erkender cheftræner Claus Mogensen.
– Når man som nu lige sidder og kigger på det Europa-kort og den liste af imponerende storklubber, som jeg har enorm respekt for, og det så faktisk er dem, vi kan møde, så stiger spændingen altså et hak, og jeg glæder mig allerede. Som det ser ud på listen, så skal vi næsten med statsgaranti møde en af de klubber, der indenfor de seneste år har vundet Champions League eller som minimum været til Final4, så der venter os nogle virkelig gode hold, siger Mogensen, der forklarer, at der ikke er nogen nemme kampe på det her niveau, men at han ser bedre muligheder mod nogen modstandere end andre.
– Det er et stærkt felt, hvor rigtigt mange er klubber med Champions League-traditioner. Et hold som Brest Bretagne, der er med på et wild card er så stærke, at de sagtens kan bejle til en kvartfinale eller sågar Final4, så sammen med Metz kommer Frankrig buldrende ind i denne turnering, ligesom den ungarnske hold FTC-Rail Cargo er uhyggeligt stærke. Fra toppen håber jeg på Buducnost, for se lige, hvem de andre tre er – og så tænker jeg, at vi holder os til de skandinaviske hold og ønsker os Sävehof og Larvik, og så kan Odense få Brest og FTC. Dem sender vi gerne videre, griner Claus Mogensen og slutter:
– Det er fedt selskab, vi har kæmpet os til at være med i, og vi kommer til at arbejde så benhårdt hele sommeren og efteråret for at være konkurrencedygtige mod de her storhold, ingen tvivl om det.

Læs EHF’s artikel om den kommende lodtrækning på engelsk her. 

Uanset hvem København Håndbold møder i Champions League, kan du med KBH Kortet sikre dig en siddeplads til kampene.

Læs mere og køb dit KBH Kort på ticketmaster.dk.