Blomstrand: Det bliver så fedt!
Efter knap ni måneder i Danmark og for København Håndbold står 21-årige Hanna Blomstrand overfor sin første semifinale med tigeren på brystet.
– Jeg tænker, at det er fantastisk, at vi i mit første år i København Håndbold har spillet os i semifinalen. Det bliver virkelig sjovt at spille med om medaljer, og jeg glæder mig, smiler den svenske højreback, der forventer et Viborg-hold, der kommer buldrende.
– Vi skal være klar på, at der venter os nogle rigtigt hårde kampe. Viborg er et vildt kæmpende hold, som kommer blæsende med alt, hvad de har. Det bliver vigtigt for os at stå stabilt og holde vores aftaler i forsvaret, så vi kan løbe kontra. Vi vil gerne spille lidt hurtigt håndbold, forklarer hun og har store forventninger til kulissen ved dagens semifinale, der stort set er udsolgt på siddepladser.
– Der er stor forskel på atmosfæren i hallen i Sverige og i Danmark. Her i København har det været så fedt at spille, når en fuld hal hepper og laver larm for, at vi skal vinde. Det gør, at jeg bliver så klar til kamp, og jeg tror, at det hjælper os til at finde et niveau mere frem. Jeg glæder mig helt vildt til at spille i Frederiksberg Hallen i dag. Det bliver så fedt.
Du kan stadig nå at slå kløerne i en billet på ticketmaster.dk, og restsalget foregår ved døren.
Der er stort set kun siddepladser tilbage i udebaneafsnittet, mens der er ståpladser tilbage til begge holds fans.