Anfører Alm vender hjem til Sverige
Det har ikke været nogen nem beslutning for anfører Alm, men her fortæller hun, hvorfor tiden er inde til at rejse hjem til Sverige.
– Jeg har valgt at stoppe min karriere nu, fordi jeg føler mig færdig med håndbold. Jeg glæder mig til at flytte hjem til min kæreste og se, hvad andet livet kan byde på end håndbold. Jeg er så glad for alle mine gode håndboldår, og de mange fine mennesker, som jeg har mødt undervejs, men tiden er kommet til at lægge harpiks og håndboldsko på hylden, siger Jenny Alm, der dog ikke vil afvise, at lysten kan melde sig igen.
– Man skal aldrig sige aldrig, og måske kommer jeg tilbage til håndboldbanen. Måske ikke. Det må tiden vise, siger hun og fortæller om de to år i København:
– Jeg har haft to fantastiske år i København Håndbold, og jeg er meget taknemlig for min tid her. Jeg har mødt så mange fine mennesker i og omkring klubben, og pigerne på holdet er bare så skønne, siger hun og slutter:
– Højdepunktet med København Håndbold var selvfølgelig det danske mesterskab sidste år og det, at vi kunne løfte pokalen på hjemmebane foran vores entusiastiske fans i Frederiksberg Hallen, det var stort, men jeg håber, at vi også kan lave et resultat i år, og jeg glæder mig til at give alt i den spændende halvsæson, der venter.
Cheftræner Claus Mogensen har forståelse for, at Jenny Alm efter mange år i Danmark vender hjem, men det er ikke uden vemod, at han siger farvel til anføreren.
– Det bliver selvfølgelig et tab for os, at Jenny gerne vil hjem til Sverige. Vi har dog også respekt for, at det er den vej, hun gerne vil med sit liv. Sportsligt er det jo noget, vi kan mærke, for hun har været en meget vigtig spiller for os det seneste halvandet år, siger Mogensen med forsætter:
– Vi glæder os dog over, at vi stadig har et halvt år sammen, hvor vi ikke er et sekund i tvivl om, at Jenny er topmotiveret for at brænde et brag af en forårssæson af og slutte i København med maner.