Alsidig, hurtig fløjspiller til København

København Håndbold har lavet en tre-årig aftale med den svenske fløjspiller Marie Wall, som cheftræner Mogensen betegner som hurtig og fysisk stærk.

25-årige Marie Wall spiller i denne sæson for H65 Höör i den bedste svenske liga, og det er en klub, som København Håndbold ind imellem træner sammen med, hvorfor begge parter kender hinanden godt.
– Fremfor alt er København en klub, der inspirerer og imponerer mig. Det er et stærkt hold med højt niveau, og et håndboldspil i højt tempo, hvilket jeg rigtig godt kan lide. København har høje ambitioner og spiller Europæisk, og det er vigtigt for mig. Alle i organisationen virker meget professionelle, og ikke mindst så har København Håndbold en fantastisk ramme omkring hjemmekampene, så jeg glæder mig til at blive en del af klubben, siger Marie Wall, der udover at kende de tre svenskere, holdkortet allerede præsenterer, også har en anden tidligere holdkammerat på holdet, Mia Rej.
– Det føles trygt, at jeg allerede kender flere spillere, erkender hun og forsætter:
– Når man skal starte forfra og blive en del af et nyt hold og et nyt spil, samt en liga som er rigtigt meget stærkere end den svenske, og skal flytte til en ny by, et nyt land og lære det danske sprog, så er det rigtigt rart, at der er nogen, man kan læne sig op af, siger hun.

Om Marie Wall siger cheftræner Claus Mogensen:
– Hun er en alsidig fløjspiller med en rigtig god fysik, hvor hun i forsvarsspillet er god til netop at bringe fysikken i spil. Det betyder, at hun dækker både 1er og 2er på et meget højt niveau. (Fløj og back-positionen red). Angrebsmæssigt har hun en ekstra fart op af banen, og hun passer dermed godt ind i vores spil, hvor vi vægter kontraspillet højt, forklarer han og slutter:
– Derudover er hun en høj pige, og sammen med hendes stærke fysik vil hun altid udfordre målvogterne med en lang svævefast og rækkevidde. Vi glæder os til at få Marie med på holdet til sommer, og jeg tror, at vi i samarbejde kan udvikle og bringe hende det sidste skridt for at blive fast inventar på det svenske landshold.

Og netop udviklingen er vigtig for Marie Wall, der glæder sig til mange ting ved skiftet.
– Jeg glæder mig til den sportslige udfordring og at udvikle mig selv til et nyt og højere niveau gennem hårdere og flere jævne kampe i ligaen, og så glæder jeg mig til at bo i København. Jeg har længe drømt om at blive professionel og at få lov at blive det i København, tror jeg, er det bedste for mig lige nu, slutter venstrefløjen.

Marie Wall er født den 3. april 1992. Hun får nummer 23 i København Håndbold.

/JMT