Aldrig nemt i Silkeborg

Torsdag aften skal København Håndbold i kamp på udebane mod Silkeborg-Voel,og de grønblusede har det med at volde tigrene problemer, men cheftræner Claus Mogensen har planen klar.

Cheftræner Claus Mogensen fortæller om aftenens opgør:
– Vi tager til Silkeborg med en forventning om, at det er et revanchelystent Silkeborg-Voel hold efter deres nederlag i mandags i Randers, siger han og forsætter:
– Vi ved, vi kommer op mod en modstander, som spiller hurtigt i angrebsspillet og kommer blæsende i deres kontrafase med Sofie Bæk som omdrejningspunkt. Kontraduellen får uden tvivl stor betydning, siger Claus Mogensen og fortæller, at det tryk skal tigrene stå imod:
– Vi har selv haft lidt længere mellem kampene i denne uge end normalt. Det har gjort det muligt at træne lidt hårdere, og der har pigerne bare leveret, hvilket har kastet nogle fremragende træninger af sig. Derfor glæder vi os også til at komme i kamp igen og glæder os over, vi er ved at få skærpet formen frem mod slutspurten i grundspillet og Champions League.

Kampen mod Silkeborg-Voel spilles kl. 18.30, og du kan følge den på www.tophåndbold.dk/kbh.

Allerede lørdag kl. 13.30 skal København Håndbold i kamp igen, og det er en svær hjemmebanekamp mod det montenegrinske mesterhold fra Buducnost i Champions League i Brøndby Hallen.

Kommer du og støtter tigrene, så køb billet nu på ticketmaster.dk.
Har du KBH Kort, har du selvfølgelig gratis entre.