Har Team Esbjerg egentlig købt den “rigtige” højre back – optakt Team Esbjerg

Spillerbussen har sat kurs mod vestkysten, og cheftræner Bo Spellerberg har endnu engang været ved tasterne. Læs optakten til dagens nedenfor. 

En tigerunge vejer, når den bliver født, mellem 800-1500 gram og fødes blind og hjælpeløs. At en tigerunge så bliver stor og søger nye græsgange vender vi tilbage til senere. Det blinde vil jeg dog dvæle lidt ved, da min kompetente, underholdende og til tider geniale medtræner netop opildnede tigrene inden sidste kamp med netop dette tema. For at få sulten og gejsten frem hos vores tigre inddrog Mikkel en anekdote fra sit eget liv. Mikkels FV havde nemlig inviteret på middag in the dark. Ja, konceptet er, at man spiser i komplet mørke og serviceres af tjenerne, der er blinde. I realiteten ved Mikkel vel ikke, om han overhovedet har forladt ”lejligheden”, men det er jo egentlig også sagen uvedkommende. Pointen var i hvert fald to ting. For det første at det var en super god oplevelse – specielt fordi Mikkels sidemakker aldrig fandt ud af, at Mikkel fik dyppet hele klør fem i smørskålen. For det andet og det vigtigste virkede det som om, at vores kære tigre igen kunne SE inde på banen. Skanderborg blev i hvert fald fortæret godt og grundigt efter denne lille peptalk. Det kunne godt gå hen at blive en tradition med disse meget nyttige anekdoter, i hvert fald når de giver to point.

Som det nu er, vokser de kære små sig store og udvikler sig til nogle velvoksne, drabelige og sultne tigre. Så skal de altså have lidt mere føde og større jagtmarker, end vi lige nu kan tilbyde dem i København Håndbold. Det har dagens modstander kløgtigt set. Det er åbenbart ikke nok for dem at have verdens bedste håndboldspiller, Henny Reistad, og verdens bedste målvogter, Anna Kristensen. Så de har snuppet både Kindberg og Tabea, som begge ligger lige efter Henny på listen over mest effektive spillere i ligaen. Bliver de ved med at købe ind på den måde, bliver spændingen om guldet nok lige så lille, som når det danske herrelandshold stiller op til slutrunder for tiden.

Vi har andre tigre, der boltrer sig på diverse fine lister, der kan ses på tophåndbold. Det har Storhamar fra Norge set og har derfor lokket Pernille med Champions League og muligheden for at starte inde i angrebet. Her vil den observante læser straks sige: Hør stop! Annuller den kontrakt – Pernille startede da inde på højre back i pokalkvartfinalen!  Så hvorfor købte Esbjerg egentlig ikke P som højreback? Når verdens bedste håndboldhold spiller med højreback Kirkeløkke på fløjen pga. hans forsvarskompetencer. Ja hvorfor er Esbjerg så ikke så fremsynede at de køber Pernille til højreback i angreb også centralt i forsvaret. Tja, mon ikke de læser med her også henter hende i Storhamar om et års tid. Selv tak for det lille pro tip Esbjerg, i kunne jo lige betale med 1-2 point i dag.

Vores eneste mulighed for at beholde Pernille havde nok været at tilbyde hende at blive førstevalg på straffe. Men der må jo også være grænser for galskaben – STORhamar klinger nu alligevel meget godt. Personligt havde jeg min største håndboldoplevelse i LILLEhammer, og herrelandsholdet vinder VM i morgen i nogenlunde samme område. Det skal nok blive godt for vores færøske tiger, og ellers kan vi altid finde en plads til hende på højre back eller fløj.

Nu går opgaven så i gang med at finde de nye tigerunger. Her er det igen godt, at jeg har Mikkel. Ja, hvad skulle jeg da gøre uden? Han ved jo alt om blinde nu og har allerede etableret et tigerakademi. Jeg tror, jeg læner mig tilbage, snupper en kop kaffe med Bokrates og filosoferer lidt over, hvad meningen med det hele egentlig er.

Så kan I andre jo tænke lidt over følgende:

– Har herrelandsholdet afgjort finalen i morgen efter 20, 30 eller 40 min?
– Har Mikkel en ny anekdote med til os i dag?
– Hvilken by er egentlig størst: LILLEhammer eller STORhamar?
– Hvor spiste Mikkel egentlig henne?

God kamp!