Kan en gris løbe kontra? – optakt Silkeborg-Voel

Vi har i dag gjort os ekstra umage med dagens optakt, hvor Bo, eller skal vi i dagens anledning kalde ham, BOkrates, tager os tilbage til det Gamle Grækenland. Vi håber de græske guder er med os, så vi kan tage fra Silkeborg med endnu 2 point. God læselyst!

I det gamle Grækenland gik en ældre herre rundt og stillede en masse spørgsmål – lad os bare kalde ham Sokrates. Han udmærkede sig ved at vide, at han ingenting vidste. Med denne “viden” gik han rundt i det gamle Athen og udspurgte dem, der selv mente at vide en masse.

Det kunne for eksempel være en general, der mente, at modighed altid er at holde sin position og ikke trække sig tilbage. Hertil ville Sokrates så spørge, om der ikke ville være situationer, hvor det ville være mere formålstjenligt at trække sig tilbage. Herefter bølger dialogen frem og tilbage, med Sokrates, der hele tiden stiller spørgsmål, som underminerer og udfordrer den andens holdning. Denne dialog slutter faktisk af med det meget særegne spørgsmål: “Kan en gris være modig?”

Jeg påstår ikke at vide lige så lidt som Sokrates – ja, det ville nok være at begå hybris. Alligevel vil jeg efter bedste evne forsøge at gå ham i bedene. Vi er derfor ikke længere i oldtidens Grækenland, men i en tilfældig håndboldhal i Danmark. Det ene holds træner har netop taget en timeout. For de uindviede kan timeout benyttes af trænere, når de mener, de har noget klogt at sige til spillerne. Her siger træneren så: ”Vi skal huske at løbe!”

Her cutter vi og indkalder træneren til dialog med BOkrates, i det efterfølgende forkortet til Bo.

Bo: Skal de ikke også huske at gå?

Træner: Nej, jeg mener, de skal huske at løbe kontra.

Bo: Jamen, skal de så ikke også huske at spille angrebsspil eller forsvar?

Træner: Det skal de også, men de skal specielt fokusere på kontra.

Bo: Hvorfor?

Træner: Fordi der kan vi lave en masse nemme mål.

Bo: Hvorfor er det nemme mål?

Træner: For det første kan vi få situationer, hvor en spiller er helt fri med målvogteren.

Bo: Kræver det så ikke rigtig godt forsvars- eller målvogterspil?

Træner: Jo, bestemt.

Bo: Hvorfor sagde du så ikke det i timeout?

Træner: Øh, for det andet kommer vi i høj fart og kan fange forsvaret ude af balance.

Bo: Ja, det lyder jo meget godt, men kan den høje fart ikke give nogle tekniske fejl?

Træner: Jo, nogle gange kan det være en udfordring, men vi har vundet mange kampe på det.

Bo: Så hvis du kunne vælge mellem at spille kontra eller angrebsspil hele kampen?

Træner: Ja, så ville jeg nok vælge kontra.

Bo: Man ser mange trænere tage timeouts til sidst – ville du også gøre det?

Træner: Ja, det er meget sandsynligt.

Bo: Hvilken angrebsåbning ville du spille?

Træner: Tja, et af dem vi har trænet. Nordsjælland måske, men godt spørgsmål.

Bo: Jeg tænkte blot, at det måske havde været rart at have lidt erfaring at trække på fra kampen.

Træner: Ja okay, når du fremstiller det sådan.

Bo: Så blot et afsluttende spørgsmål: “Kan en gris løbe kontra?”

Træner: Ah, hvad?

Sokrates blev via sin facon dømt til døden for gudsbespottelse og for at fordærve ungdommen. Jeg vil derfor blot henlede opmærksomheden på, at ovenstående dialog er BOkrates og ikke undertegnede. Dette er et ydmygt forsøg på at undgå at blive trukket hen til skafottet af foreningen af jysk/fynske håndboldtrænere, hvis eneste sande gud er kontraspillet.

Så lidt at reflektere over.

Tager dommerne mon armen op, når Silkeborg kører dobbelt fløjkryds i undertal?
Gik Sokrates virkelig rundt i en tønde i Athen?
Løber vi overhovedet kontra i dag?
Er der mon en af holdets ledere, der fylder 30 år til næste hjemmekamp?

Vi ønsker alle en god kamp!