Sofia Hvenfelt takker af efter 3 sæsoner

Til sommer har Sofia Hvenfelt kontraktudløb med København Håndbold, hvorfor hun til sommer drager videre på nye eventyr i hendes håndboldkarriere.

Det blev til 3 sæsoner i tigerblusen for vores svenske stregspiller, som har været igennem en stor udvikling, og har vundet mange København hjerter i den tid hun har været i klubben.

Sofia Hvenfelt udtaler;
-”Jeg har haft tre fantastiske år i den sorte København Håndbold trøje, hvor jeg har udviklet mig meget både som håndboldspiller og som menneske.
Jeg kommer til at savne Frederiksberg Hallerne som min hjemmebane med den fantastiske stemning der altid er. Partnere, frivillige, familie og FANS som råber og skriger og gør alt for at hjælpe os på banen. I er helt fantastiske og gør en kæmpe forskel. Tak for det!
Tak også til alle mine fantastiske holdkammerater for disse tre år, det har været en fornøjelse at spille sammen med jer alle.
Heldigvis så er der nogle kampe tilbage før min tid i København Håndbold er slut og jeg glæder mig så meget til give alt i slutspillet, så jeg kan afslutte min tid i København Håndbold på bedst mulige måde.”

Direktør Louise Svalastog udtaler;
-”Jeg vil blot følge op på Sofias egen udtalelse og bekræfte hende i, at hun har udviklet sig meget i den tid hun har været i klubben.
Sofia har givet rigtig meget af sig selv både på banen, men også udenfor i forbindelse med fans- og sponsoraktiviteter. Dertil har Sofia den rigtige indstilling og har hjertet det rette sted.
Vi kommer derfor til at savne hende og ikke mindst hendes fantastiske udstråling på banen, men ønsker hende også al mulig held og lykke fremover.
Til sidst er der blot at takke Sofia for de 3 år i tigerblusen”

Resten af klubben ønsker naturligvis også Sofia held og lykke fremover.