Optakt: HH Elite – København Håndbold
På busturen til Horsens har cheftræner Rasmus Overby sat lidt ord på dagens modstander, samt en status på humøret i truppen ovenpå sidste uges sejr over NFH.
Humøret var højt for en uge siden, da vi drog fra Falster med 2 point. Hvordan har humøret været op til dagens kamp?
-“Humøret har selvfølgelig været højt efter sejren mod Falster, men vi er også bevidste om at dagens kamp er super vigtig.
Vi har enormt stor respekt for Horsens og ved, at de kan præstere bedre end hvad de har leveret i denne sæson.”
Hvordan skal vi bruge sidste uges sejr over NFH?
-“Til denne kamp kommer vi på en svær udebane mod et sultent Horsens hold, som kæmper med næb og klør for at få point!
Vi skal levere på mindst samme niveau som sidste kamp og udfordre dem i deres strukturerede spil.”
Sidst men ikke mindst, hvordan får vi to point med fra Horsens i dag?
-“Vi vil gerne have tempo og fysik ind i kampen, samtidig med at vi har fokus på at få lukket deres individualister ned i deres kollektive angrebsspil.”
Vi ønsker alle en rigtig god kamp.