Endnu en keeper melder sig ind i Klub100

Amalie Milling kom til København Håndbold tilbage i 2018 fra vores samarbejdsklub HIK. Nu har den unge keeper skrevet sig ind i det fornemme selskab.

Der var stor glæde at spore i den unge keepers øjne, da vi i går kunne overraske Amalie Milling med hendes plads i Klub100.
100 kampe er det blevet til siden Amalie Milling fik sin debut i tigertrøjen den 6. september 2018 og forhåbentlig venter der hende mange flere kampe i fremtiden.

Amalie Milling udtaler; 
-” Det er kæmpe stort at have spillet 100 kampe for København håndbold. Det er faktisk ret sjovt at tænke tilbage på de mange forskellige kampe – både bedre og mindre gode – som jeg har spillet i KBH-trøjen. Jeg har fået en masse fede oplevelser både internationalt i Champions League og EHF Cup, samt i den danske liga. Det der står klarest for mig er helt klart kampene på vores fede hjemmebane i Frederiksberg hallerne. Det giver en helt særlig følelse i kroppen, når jeg løber på banen til den opbakning vi altid får fra vores fans og partnere.
Jeg har lært en hel masse,  både som person og som håndboldspiller i min tid indtil nu og jeg ser frem til endnu flere kampe med tigeren på brystet.”

Sportsdirektør Louise Svalastog udtaler;
– “Amalie Milling er en yderst spændende målmand, som allerede i en ung alder har leveret super flot for København håndbold. Hun har en fantastisk størrelse og rolig målmandsstil, som man ikke ser så ofte i kvindehåndbold. Selvom Milling allerede har rundet 100 kampe er hun kun lige i starten af sin karriere, og målmænd bliver kun bedre for hvert år. Så vi er glade for at vi har hende de næste par år frem, hvor vi glæder os til at følge hende udvikling.”

Vi glæder os til at give Milling den helt rigtig hyldest i Frederiksberg Hallen, når sæsonen 2022/2023 skydes i gang efter sommerpausen.