Dansk Døve-Idrætsforbund er fortsat en del af København Håndbold
I juli 2023 afholdes World Deaf Handball Championships og Dansk Døveidrætsforbund indtager København Håndbolds hjemmebane i Frederiksberg Hallerne.
I den anledning har København Håndbold og Dansk Døve-Idrætsforbund forlænget samarbejdet, der både kommer til at dække over eksponering og udveksling af knowhow, samt fælles aktiviteter i håb om at skabe masser af opmærksomhed om håndbold i Hovedstaden.
Joachim Krøyer, sekretariats og elitechef i DDI, fortæller:
– “Vi er stolte over, at Dansk Døve-Idrætsforbund nu også er en del af København Håndbold. Vi er meget begejstrede over den forlængede samarbejdsaftale med København Håndbold, som betyder, at vi fremover sammen med de øvrige samarbejdspartnere i København Håndbold kan bakke op om klubben, men det er også startskuddet og fortsættelsen af vores arbejde i forbindelse med World Deaf Handball Championships 2023, som afholdes netop her på København Håndbolds hjemmebane”, siger han og forsætter:
– “København Håndbold er et af Danmarks stærkeste sportsbrand, så er vi ikke i tvivl om, at København Håndbold kan være med til at øge kendskabet og synligheden til Dansk Døve-Idrætsforbund blandt alle og dermed være med til at sikre, at det bliver det bedste World Deaf Handball Championships hidtil med en stor opbakning og støtte, for det er ikke muligt uden København Håndbold, da samarbejdsaftalen er nerven og vejen til at gøre hele oplevelsen endnu bedre”, forklarer han og slutter:
– “Håndbold er for alle – uanset alder, køn, niveau og hørehandicap – håndbolden kan samle alle, og det er vi klar til sammen med København Håndbold og alle derude med interesse for sporten.”
København Håndbolds direktør Casper Porsgaard fortæller, at han glæder sig til det fortsatte samarbejde med DDI.
– “Vi har noget ekspertise i at afvikle håndboldkampe i Frederiksberg Hallerne, og vi har en trofast skare i Hovedstaden, der er interesserede i håndbold, så selvfølgelig vil vi gerne fortsætte samarbejdet og bidrage til, at World Deaf Handball Championships i København bliver en stor succes på vores normale hjemmebane. Vi har allerede planlagt en masse sjove aktiviteter og vi glæder os virkelig meget til at støtte op omkring slutrunden ligesom DDI støtter flot op om København Håndbold. Vi har haft et rigtig godt samarbejde med DDI og vi elsker at have dem med i hallen, så jeg er sikker på, at det bliver et spændende partnerskab og at vi sammen kan løfte interessen for håndbolden i Hovedstaden.”
DDI vil blandt andet være kamppartner i Frederiksberg Hallen og vil løbende blive eksponeret på København Håndbolds platforme frem mod slutrunden.
Læs mere om Dansk Døve-Idrætsforbund her.