København Håndbold skriver 3-årig kontrakt med norske Karoline Lund
Den norske venstreback spiller lige nu sin sidste sæson i den norske klub Aker Topphåndball, for til sommer bliver hun en del af vores trup i København Håndbold. Den 21-årige nordmand har på trods af sin unge alder også spillet i den norske storklub Larvik HK, hvor hun spillede sammen med Maria Hjertner.
Vi glæder os til at se meget mere til Karoline Lunds kvalifikationer i den kommende sæson og til at se hende fortsætte sin udvikling under vingerne på vores skarpe trænerteam.
Cheftræner Claus Mogensen udtaler;
– “Vi glæder os over, Karoline har valgt at fortsætte sin karriere i tigertrøjen. Det er en spiller, vi meget længe har været i kontakt med, og en spiller, vi ser et stort potentiale i.
– Vi får en spiller i truppen med stor fysik i både højde og styrke. Med hendes fysik vil hun tilføre vores forsvar både paradestyrke og hårdhed og vi tror, vi sammen kan lægge endnu flere lag på forsvarsspillet og gøre Karoline til en forsvarsspiller på internationalt niveau. Angrebsmæssigt kommer Karoline med en enorm skudstyrke, som vi glæder os til at integrere i vores hurtige kontraspil. Vi er sikre på, at det vil skabe mange gode skudchancer til hende. Vi ser også frem til at udnytte og udforske de muligheder Karolines fysik vil bibringe det stationere angrebsspil, hvor hendes skud naturligvis også vil være et stærkt våben.”
Karoline Lund udtaler;
– “Jeg er utrolig glad for, at jeg skal spille i København trøjen næste sæson. Det er en topklub med ambitioner og det glæder jeg mig til at blive en del af. København har en hurtig spillestil, hvor jeg tror min skudkræft kan tilføre endnu en dimension til spillet. Derudover ønsker jeg at bidrage med min fysik på 3. positionen i forsvaret. Jeg håber og tror på, at København Håndbold er det helt rigtige match i min udvikling som håndboldspiller og jeg er sikker på, at jeg kan lære en masse da holdet har rigtig mange dygtige spillere allerede. Jeg har allerede fået et godt indtryk af trænerne og de folk der findes rundt om holdet, så jeg er sikker på, at det bliver en spændende udfordring at komme til et nyt land og en ny liga. Jeg ser virkelig frem til at blive en del af truppen til sommer.”
Karoline tiltræder truppen til sommer og vil være en del af København Håndbold de næste 3 sæsoner.