Bont solgt til udenlandsk klub

København Håndbolds højrefløj gennem de sidste fem sæsoner Debbie Bont er blevet solgt til en udenlandsk klub, og hun er dermed i gang med sin sidste sæson for København Håndbold.

Debbie Bont kom til København i 2015, og højrefløjen har bidraget til den udvikling, København Håndbold har været igennem. Klubejer Kim Mikkelsen fortæller:
– Det er med blandede følelser, at vi har accepteret at sælge Debbie Bont. Efter et par knap så succesfulde ophold i udlandet, hentede vi hende i Dalfsen, og siden har hun etableret sig som en af de bedste højre fløje i verden og vundet utallige medaljer med København Håndbold og det hollandske landshold, senest VM guld i 2019 og det danske mesterskab i 2018, siger han og understreger:
– Debbie vil blive stærkt savnet af alle i klubben, og vi håber, at vi kan slutte sæsonen godt af sammen, før vi sender hende videre.
Kim Mikkelsen glæder sig samtidig over, at Andrea Hansen har stået i lære ved verdensmesteren, og nu kan tage over og løfte arven efter Debbie Bont.

Debbie Bont bliver senere i dag præsenteret i sin nye klub, men for hende er det også vigtigt, at hendes fem år i København bliver rundet godt af.
– Jeg har haft nogle super gode år i København Håndbold med masser af sportslige højdepunkter. Vi har både vundet DM sølv og det danske mesterskab, men også supercuppen og sølv ved Final4 nogle år tilbage, men vi har også fået store oplevelser sammen i EHF Cuppen og sidste sæson med klubbens første Champions League deltagelse, fortæller hun og forsætter:
– Jeg kommer til at savne alle i København, som er blevet mit hjem. Spillerne, alle omkring holdet, samarbejdspartnerne og vores fanbase, der er vokset i de år, jeg har været der, så jeg ønsker mig, at vi skal have endnu en god oplevelse sammen, når vi runder sæsonen af, slutter hun.

Debbie Bont præsenteres af Kjærs Entrepriseplus.