Mogensen: Forsvarsspillet får stor betydning

Der er kun en mulighed i aften for at bevare muligheden for at spille os til bronzen i dette års HTH Liga, og det kræver en sejr over Odense Håndbold.

Kl. 19.00 fløjter aftenens dommerpar op til den anden bronzekamp, og tigrene skal have en sejr for at tvinge kampen om bronzemedaljerne ud i tre opgør.
– Det er sæsonens sidste hjemmekamp, og den har vi tænkt os at gøre til et brag af en håndboldkamp. Vi håber, de som trodser pokalfinale og konfirmationer vil komme forbi og være med til at lukke håndboldsæsonen i Frederiksberg Hallen ned med et ordentligt tigerbrøl, siger cheftræner Claus Mogensen, der forsætter:
– Vi tog skuffede hjem fra Odense, hvor vi til trods for en god start, lod kampen glide os af hånde. Odense fik i vores dårlige periode lidt for let ved at lukke vores angreb ned, og det skal vi have skærpet, så vi holder trykket over hele kampen, forklarer han og siger:
– Det bliver uden tvivl en kamp, hvor forsvarsspillet får stor betydning, og dem, der spiller det bedst, får også de bedste kontramuligheder. Vi glæder os til kampen og er topmotiverede for at fremtvinge en tredje og altafgørende kamp.

Aftenens opgør bliver den sidste kamp i den sorte trøje for Alm, Dulfer, Kragballe, Meyer og Bjørnsen, så kom og giv dem en god afsked med en sejr.

Kampen spilles kl. 19.00 i Frederiksberg Hallen. Billetter kan købes på Ticketmaster.dk