Mogensen: Kræver en koncentreret indsats

I aften kommer EH Aalborg på besøg i Frederiksberg Hallen, og oprykkerne kommer med nytanket selvtillid efter sidste rundes sejr over Randers HK.
Der har ikke været meget tid til restitution eller  forberedelse til aftenens kamp, men cheftræner Claus Mogensen er glad for, at tigrene skal i kamp igen.
– Det er kun 48 timer siden, vi sidst var i ilden, men vi nyder disse perioder, hvor kampene kommer tæt, så vi glæder os til at spille igen i aften, fortæller han og forsætter:
– Aalborg kommer med fornyet tro på tingene ovenpå deres sejr mod Randers, og samtidig ved vi, at det er et hold, som evner at lave mange mål. Det erfarede vi selv i den omvendte kamp, hvor Aalborg scorede 29 mod os. Det kræver en koncentreret indsats fra vores side, og vi vil forsætte de fine forsvarstakter fra mandagens kamp, siger han og forsætter:
– Vi skal sørge for at afvikle kampen med et stort fokus i alle situationer og dermed levere en stærk præstation over 60 minutter. På det parameter har vi været for ustabile. Med det sagt, så glæder jeg mig over at være tilbage i Frederiksberg Hallen, hvor jeg er sikker på, vores publikum igen er bag os.
Du kan stadig nå at få billet til kampen på ticketmaster.dk.
Kampen kan også følges på tophåndbold.dk