Træningskampene skal gøre os klogere
Cheftræner Claus Mogensen og tigrene er draget over Storebælt og spiller i aften den første af tre kampe ved Ringkøbing-Skjern Elite Cup i Bogense mod Odense.
– Jeg ser frem til turneringen og nogle gode træningskampe. Der er fem hold med fra top-8 i HTH Ligaen i sidste sæson, så der er rigtig god modstand, og ikke mindst også interessante hold udefra som Buxtehuder SV og Angolas landshold, så det kan ikke undgå at blive spændende, men lige nu gælder det Odense i aften, forklarer Mogensen, der glæder sig til at få alle spillerne i kamp i det tætte program, der følger de kommende dage med tre kampe på fire dage.
– Vi har friske og dygtige folk nok til at spille en masse god håndbold, men selvfølgelig skal vi dosere det rigtigt, så der ikke er nogen, der spiller fuldtid i alle tre kampe, men kampene kommer til at give os en pejling af, hvor vores niveau er og en indikation af, hvor de andre hold er i deres forberedelse.
Mogensen har assistenttræner Christian Køhler med, og de to skal nørde håndbold, men nok også lidt andet.
– Vi skal selvfølgelig sammen lure lidt på de andre hold og se, hvordan de ser ud. Men vi har fokus på os selv, hvor vi skal blive klogere på, hvad de sidste træninger frem mod sæsonstart den 23. skal bruges på at fintune, og så skal vi lære hinanden lidt bedre at kende – udenfor håndbolden, for der ved jeg faktisk ikke ret meget om Christian, forklarer Mogensen med et smil.
Du kan følge alle kampene ved Ringkøbing-Skjern Elite Cup på København Håndbolds facebook-side, hvor der vil blive opdateret lidt løbende. Kampen mod Odense starter kl. 18.00.
Første kamp på hjemmebane i den kommende sæson er den 29. august i Frederiksberg Hallen, når Team Esbjerg kommer forbi, og billetsalget er startet. Køb din billet ved at klikke her.