Mogensen: Følelserne har fået frit løb
Det blev et tæt og intenst opgør, der afgjorde det danske mesterskab og sikrede guldmedaljer til København Håndbold. Klubbens første.
– Sikke et punktum på en fantastisk og minderig sæson. Euforien, da kampen blev fløjtet af, var ubeskrivelig. Følelserne fik bare frit løb, fortæller Claus Mogensen, der med tårer i øjnene krammede løs, mens konfettien dalede ned om ørerne på de jublende tigre.
– Jeg er sindsygt stolt over, at vi nu er danske mestre. Det har til tider været rigtigt hårdt, men pigerne viser bare høj, høj klasse ved at være bedst, det det gjaldt mest.
Odense Håndbold havde medbragt en masse fantastiske fans, der bidrog positivt til finaleafviklingen, og Mogensen havde også mange rosende ord til modstanderne.
– Jeg vil ønske Odense Håndbold tillykke med sølvmedaljerne. Jeg ved godt, det er en ringe trøst, når man har misset guldet med så lille en marginal, men de bød os virkelig op til dans, så vi måtte grave enormt dybt for at hente de afgørende ressourcer. Jeg synes, at de to hold og de to fanfraktioner sammen fik vist dansk kvindehåndbold fra den bedste side, og det kan vi sammen godt tillade os at være stolte af, siger han og slutter:
– Til sidst vil jeg gerne rette en stor, varm tak til vores publikum og samarbejdspartnere, der ligesom spillerne fandt det bedste frem, da det gjaldt. Den støtte de bidrog med, var ekstraordinær, og det gav os den sidste tro på, at guldet kunne hives hjem.
København Håndbold er det eneste hold, der har taget medaljer i både HTH Go Ligaen og Santander Cup.
Kampfakta: 26-25 (12-11)
Tilskuertal 1300 (Udsolgt)
Målscorere:
6 Mia Rej
4 Maria Lykkegaard
4 Debbie Bont
3 Myrthe Schoenaker
3 Anne Cecilie La Cour
2 Stine Knudsen
1 Louise Føns
1 Annika Meyer
1 Mai Kragballe
1 Kelly Dulfer
Vil du være sikker på at få en plads til alle København Håndbolds hjemmekampe i den kommende sæson, så køb dit KBH Kort med rabat frem til 31. maj ved at klikke her.