100 kampe i klubben

Louise Føns blev den første 100-kamps jubilar for København Håndbold, og forud for lokalopgøret mod Ajax København blev hun hyldet i Frederiksberg Hallen og modtog stående applaus fra de 1000 tilskuere.

– Det er da en stor ting at være den første, der runder 100 kampe. Det er en milepæl for mig og for klubben at nå. Men det siger også noget om, hvem jeg er. Jeg har ikke shoppet rundt blandt klubber, og jeg har også været heldig, at jeg er sluppet udenom alvorlige skader, hvilket ikke er mange forundt, siger venstrefløjen, der har haft fire forskellige fløj-makkere og fem trænere.
– Når det går godt, er det nemt at glemme de første år, der var svære, hvor vi tabte rigtige meget, men alle dem, der har været i klubben, har været med til at forme den og bygge den op til det, den er i dag.

Louise Føns har været spilleklar i alle kampene, siden hun kom til København i 2014, og det er ikke bare rent held.
– Jeg har altid levet professionelt med træning, kost og restitution, så min krop har det godt. Jeg har passet på mig selv, selv om jeg har trænet meget, og det har altid været vigtigt for mig at lytte til min krop. Jeg har nok som landmandsdatter brugt den meget fra barnsben, så den har været vant til det fra start, smiler hun og erindrer kun en albue, der røg ud af led i en opstartsperiode, men hun blev klar til sæsonstart.
– Jeg har altid været stolt af at spille i Frederiksberg Hallen, som er blevet en fuldstændig fantastisk hjemmebane. Den opbakning, vi får og den rejse, vi har været på, har været vild at opleve og være en del af. Jeg er også stolt af den kultur og samhørighed, vi har fået opbygget. Der er ikke stor afstand mellem spillere, partnere, fans og frivillige, og det betyder rigtig meget for mig med fællesskabsfølelsen på tværs, siger hun og mindedes specielt en kamp:
– Det var en stor dag, da hele hallen kogte, og vi smed FCM ud af semifinalen sidste år. Det husker jeg som en fed dag. En af de dage, hvor mange havde tårer i øjnene. En tætpakket hal på en lummer forårsdag, hvor tilskuerne allerede klappede under vores opvarmning. Det gav kuldegysninger. Det var helt unikt, smiler hun.