Mogensen før Esbjerg-revanche: Vi har noget at bevise
Når kampen fløjtes op lørdag kl. 16.10, er der lagt op til revanche for Santander Final4-finalen, hvor Team Esbjerg stod med guldet efterfølgende, men det er også den første af fire matchbolde for at vinde grundspillet og sikre en Champions League-plads til næste sæson.
– Der venter os en svær opgave i Dokken, og vi har revanche til gode, og der er ingen tvivl om, at vi føler, vi har noget at revanchere. Vi var rigtigt trætte af vores præstation i finalen, og det vil vi gerne vise, at vi kan gøre bedre mod et godt Team Esbjerg-hold. Vi har været godt kørende mod alle hold i ligaen, hvor vi også på hjemmebane vandt over dem, men vi vil gerne sætte en streg under, at vi har været og definitivt er grundspillets bedste hold, siger cheftræner Claus Mogensen, der glæder sig til gensynet med Dokken:
– Det er altid en fed kulisse, og det er en svær arena at spille i, fordi den er intens. Som hjemmehold er det altid inspirerende med mange tilskuere, men som udehold giver det også lidt ekstra at vide, at vi skal spille et sted, hvor der er godt med tryk på.
Sandra Toft, Team Esbjergs landsholdskeeper, var i den forgangne uge på rundens hold, men Mogensen fortæller, at der ikke har været ekstra fokus på den stærke målvogter.
– Vi har forberedt os på os selv og på vores eget spil. Vi ved – som alle andre, at hun er en dygtig keeper, og vi er klar til at tage udfordringen op mod hende, forklarer han og understreger, at København Håndbold tager til Esbjerg for at vinde.
– Det giver en form for tryghed, at vi ved, at vi har fire matchbolde, men vi skal også passe på, at det ikke bliver en falsk tryghed. Vi skal sikre os den førsteplads allerede i morgen, for vi er meget bevidste om, at vi skal spille godt i de sidste kampe, så vi har selvtillid og momentum med til slutspillet. Vi kommer ikke til at give noget ved dørene i nogen af kampene. Vi vil vinde, altid, slutter han.
Kampen vises på TV2 med studieoptakt fra kl. 15.50.