Svensk modstand i træningen frem mod DM-finalen

København Håndbold havde i går inviteret den svenske klub H65 Höör til en fællestræning som optakt til den afgørende DM-finale på lørdag mod Nykøbing F. Håndboldklub i Arena Næstved. Det gav cheftræner Claus Mogensen mulighed for at prøve flere forskellige ting af inden sæsonens sidste kamp.

Tirsdagens træning var lidt anderledes end normalt for København Håndbold, da der også var deltagelse af det svenske hold H65 Höör. Klubben fra Skåne blev nr. 4 i grundspillet i den bedste svenske række i denne sæson, og har i slutspillet kvalificeret sig til deres første finale nogensinde – nøjagtigt ligesom København Håndbold. I den svenske finale, som afvikles på lørdag den 27. maj i Malmø, skal H65 Höör møde IK Sävehof, som er i deres 12. finale i træk i Sverige. IK Sävehof har vundet guld i 10 ud af de seneste 11 sæsoner, og har på holdkortet den kommende København Håndbold målmand Johanna Bundsen. Derfor havde H65 Höör også stor glæde af træningen med de danske finaledeltagere.

Cheftræner for København Håndbold, Claus Mogensen, fortæller her lidt om udbyttet af tirsdagens træning med H65 Höör.

– Jeg synes at træningen gik rigtig godt. Vi fik lidt kampintensitet ind i træningen, og fik mulighed for at prøve forskellige ting af frem mod kampen på lørdag i Næstved mod NFH. Vi kunne bruge træningen til meget i forhold det taktiske, og fik mulighed for at skabe et rigtig kampflow med udskiftninger, da vi spillede en halv træningskamp. Det kan vi ikke rigtig skabe på samme måde, når vi kun træner for os selv. Nu skal resten af ugen frem til på lørdag bruges på taktisk finpudsning, så vi er klar til en ny duel med NFH, slutter cheftræner Claus Mogensen.

Den 3. DM-finale, som er sæsonens sidste kamp, bliver afviklet i Arena Næstved, og det er stadig muligt at købe billetter til afsnittet for København Håndbold fans. Der er både mulighed for at komme med på en bustur fra Frederiksberg Hallen eller vælge kør-selv billetter. Kampen starter kl. 16.10.

/KK