Vogel & Vandel ny eksklusiv partner i København Håndbold
Vi er utrolig stolte af at kunne byde velkommen til vores nye eksklusive partner, Vogel & Vandel, som nu træder ind som stor sponsor i København Håndbold.
Vogel & Vandel har på få år etableret sig som en markant og ambitiøs mæglervirksomhed i København, hvor stærke relationer, kvalitet og tillid er i centrum – værdier som matcher København Håndbold perfekt.
Alexander Vogel og Luca Vandel udtaler:
“Vi er stolte af at blive en del af København Håndbold og af at kunne bidrage til at sætte endnu mere fokus på kvindesport i hovedstaden. Sport har altid været en stor del af vores liv, og vi ved, hvilken værdi det skaber, både personligt og i fællesskaber.
Derfor giver det rigtig god mening for os at bakke op om at styrke kvindehåndbolden i København og skabe endnu bedre rammer for både talent og bredde. Vi ønsker at være med til at sikre, at endnu flere piger og kvinder får muligheden for at dyrke sport og opleve den samme glæde og udvikling, som vi selv har haft.”
Direktør Louise Svalastog udtaler:
“Jeg er både glad og stolt over, at Alexander og Luca ønsker at være en del af København Håndbold. For mig betyder det meget, når stærke københavnske virksomheder vælger at investere i kvindesporten og bakke op om udviklingen af unge talenter.
Håndbold er i dag en stor spiller, både når det gælder flotte seertal og eksponeringsværdi, men hovedstaden har historisk haft en stærk kultur for fodbold. Det er en fantastisk del af byen, men vi ønsker også at være med til at løfte kvindehåndbolden i hovedstaden og skabe noget stort for de mange dygtige talenter, der findes her i København.
Og det har været en vigtig del af dialogen med Alexander og Luca, at vi sammen skal være med til at løfte talenterne og skabe noget for dem.”
Vi glæder os til et stærkt samarbejde med Vogel & Vandel og til sammen at skabe endnu mere energi, synlighed og udvikling omkring København Håndbold.



















































