Ny assistenttræner med hjertet i spillet – mød Jeppe Jonasson

Efter to uger i Frederiksberghallerne er København Håndbolds nye assistenttræner, Jeppe Jonasson, allerede godt i gang med at finde sin plads i klubben. Med en livslang kærlighed til håndbold og en solid spillerkarriere bag sig har Jeppe taget skridtet videre og trådt ind i trænerrollen – med stor nysgerrighed og faglighed i bagagen.
De første indtryk er tydelige: Et sundt miljø, engagerede mennesker og en klub, hvor alle trækker i samme retning. Jeppe nyder hverdagen i København Håndbold og glæder sig over at være en del af en kultur, hvor det både er seriøst og sjovt at gå på arbejde.

I dette interview deler han sine første oplevelser i klubben, fortæller om vejen hertil og sætter ord på, hvad han håber at bidrage med – både som træner og som menneske.

Hvordan har de første uger i København Håndbold været for dig?
– “De første uger i København Håndbold har været rigtig spændende. Der har været mange nye indtryk og mange nye ansigter. Pigerne, staben omkring holdet og dem på kontoret knokler allesammen for den her klub, så det er et rigtig sundt miljø at være en del af. Det er sjovt at gå på arbejde og jeg nyder den nye dagligdag i Frederiksberghallerne.”

Kan du kort fortælle lidt om din håndboldmæssige baggrund?
– “Jeg har selv spillet håndbold siden jeg var 5 år gammel og indtil sidste sommer. Siden jeg var 10 år gammel, har jeg selv haft fornøjelsen af at spille først mange år i Ydun og et enkelt år i FIF som ungdomspiller. Efter ungdomsårene har jeg spillet i diverse klubber på Sjælland og i Jylland og fået en masse med i rygsækken om hvad det kræver at være professionel håndboldspiller. Håndbold har været en kæmpe del af mit liv, så jeg ser frem til den nye udfordring det er at være træner. Jeg har altid været bidt af håndbold, så den her hylde passer mig rigtig godt.”

Hvad håber du at kunne bidrage med – både fagligt og menneskeligt?
– “Jeg føler jeg har opbygget en håndboldfaglighed gennem min aktive karriere som kan hjælpe mig i mit nye erhverv. Jeg har altid godt kunne lide at diskutere spillet med mine holdkammerater og trænere. En ting er at forstå spillet og de mekanismer der er, men nu skal det også formidles så andre er med på ens tanker og ideer, det syntes jeg er meget spændende og dykke ned i. Jeg syntes det er interessant at kigge på hvilke knapper man kan dreje på før et individ og en gruppe kan udvikle sig. Jeg lærer også en masse i den proces, så udviklingen går begge veje og det er fedt.”

Har du et trænerforbillede – eller noget, du selv henter inspiration fra?
-“Jeg henter inspiration mange forskellige steder fra. Det kan være alt fra gamle trænere i mit liv, til fagfolk i sportens verden, til mine forældre som har opdraget mig og sådan plukker jeg lidt fra de mennesker der har gjort et indtryk på mig.
Alligevel er der enkelte trænere som har gjort et særligt indtryk på mig i mit liv. Her kan jeg nævne min ungdomstræner i Ydun, Gorm Andersen. Gorms kompetencer som træner og endnu mere som menneske, krydret med en drengegruppe gør, at det er en tid jeg altid husker tilbage på med et stort smil. Håndbold skal være sjovt, og det var det dengang og er det heldigvis stadigvæk den dag i dag.”