Lord Vader af SønderjyskE – Optakt SønderjyskE Kvindehåndbold
Cheftræner Bo Spellerberg tager i dag en snak med en ven, der har fået ny stemme – og muligvis er gået fuld Darth Vader.
Læs dagens kampoptakt for at høre forklaringen… hvis der altså er en.
Kære læser,
Jeg må indrømme, at jeg i denne uge har været en smule rystet. Ikke over et nederlag, en dommerkendelse eller endnu et ligegyldigt dobbeltkryds… nej, dette stikker dybere. Meget dybere.
Det handler om en mand. En kollega. En ven.
Peter Nielsen.
Eller… burde jeg sige Lord Vader?
Jeg har forsøgt at få en forklaring.
Bo: Peter… eller skal jeg sige… Vader. Hvad er det, du har gang i?
Peter (dyb, metallisk stemme): Jeg har set sandheden, Bo. The dark side… herrehåndbolden… den giver mig kræfter, du ikke forstår.
Bo: Sandheden? Eller blot en hurtigere, lettere vej? Som Darth Vader selv ville sige?
Peter: Hurtigere… stærkere… mere direkte. Ikke alle de lange samtaler om trivsel, udvikling og følelser. Her er det simpelt: duel, power, resultat.
Bo: Så lad mig spørge dig:
Er det gode i håndbold det, der er lettest… eller det, der er rigtigt?
Peter: Det, der vinder.
Bo: Og hvad er at vinde? Er det måltavlen… eller måden?
Peter: (tøvende) …måltavlen.
Bo: Så hvis du kan vinde uden at tænke, uden at udvikle, uden at forstå… er det så stadig godt?
Peter: (pause… vejrtrækning intensiveres) Du forsøger at forvirre mig.
Bo: Nej, jeg forsøger at forstå.
Du var for et par uger siden en mand, der byggede spil, relationer og kultur i SønderjyskE Kvindehåndbold. Nu står du her og taler om ren magt og dueller.
Hvad ændrede sig?
Peter: Jeg så en fremtid… sammen med Kasper Søndergaard.
Bo: Med Kasper Søndergaard?! Seriøst – Mathias Madsen og alle de andre Skjern-træneres banemand. Hvor længe tror du, du overlever sammen med ham?
Peter: Jamen, jeg er jo kun assistent… det er ham, der er kejs… undskyld, cheftræner.
Bo: Tror du, han viser dig nåde af den grund? Har du snakket med Madsen?
Peter: Øhh… nej, ikke sådan rigtigt… Men kejse… undskyld, Kasper snakkede om samarbejde, rollefordeling osv.
Bo: Jo jo, men husk lige – han er tidligere venstrehåndet højreback. De er utilregnelige og svære at stole på!
Peter: … Det er jeg også!
Bo: Øhhh… nå okay ja. Så er det måske ikke helt dumt alligevel.
Men bare lige et enkelt godt råd… drop den sorte kappe.
Peter: Det har vi allerede snakket om. Den skal være grøn!
Rigtig god kamp!



















































