København Håndbold henter færøsk landsholdsspiller i Horsens

København Håndbold har skrevet kontrakt med den 21-årige bagspiller Maria Pálsdóttir Nólsoy, som skifter fra HH Elite til hovedstadsklubben.

Maria Pálsdóttir Nólsoy er samtidig en del af de færøske landshold, hvor hun allerede har markeret sig som en spændende spiller med et stort udviklingspotentiale. I sin tid i Horsens har hun vist sit værd, hvor hendes fart, gennembrudsstyrke og gode håndboldforståelse har gjort livet svært for mange forsvar i ligaen.

Direktør, Louise Svalastog, ser meget frem til at få den unge færing ind i truppen:

– Maria er en hamrende spændende spiller, som allerede har bevist, at hun kan begå sig på et højt niveau i ligaen. Hun kommer med nogle spidskompetencer i sit gennembrudsspil og sin fart, og samtidig får vi endnu mere bredde og dynamik i vores bagkæde. Vi glæder os rigtig meget til at få hende ind i vores miljø og arbejde videre med hendes udvikling.

Også Maria Pálsdóttir Nólsoy ser frem til skiftet til København:

Jeg er utrolig spændt på at tage det næste skridt i min karriere og skifte til København Håndbold. Jeg føler, det er det helt rigtige for min udvikling. Jeg glæder mig til at blive en del af klubben og bidrage på banen. Jeg håber, vi sammen kan skabe en sæson fyldt med gode oplevelser og stærke resultater.”

Maria Pálsdóttir Nólsoy støder til København Håndbold til sommer, hvor hun bliver en del af truppen i den kommende sæson.